Søren Larsen på vej til Schalke

Søren Larsen scorede to gange mod Albanien. Nu kan han være på vej til tysk fodbold. - Foto: Anders Birch
Søren Larsen scorede to gange mod Albanien. Nu kan han være på vej til tysk fodbold. - Foto: Anders Birch
Lyt til artiklen

Målhelten fra Danmarks 3-1-kamp mod Albanien i Parken i sidste uge, 23-årige Søren Larsen kan blive Ebbe Sands afløser i Schalke 04. Der foregår i øjeblikket intense forhandlinger om Søren Larsens fodboldfremtid, og den store Bundesligaklub i Gelsenkirchen menes at være tæt på at sikre sig den nye landsholdsspillers underskrift. Premier League spøger Også en engelsk klub fra Premier League har meldt sig som interesseret i den høje angriber, der har fået et gennembrud hos Djurgården i Allsvenskan, hvor han med seks pletskud i foråret er øverst på topscorerlisten. Søren Larsen, der på grund af en ankelskade ikke stillede op i en pokalkamp for sin klub to dage efter VM-opgøret mod albanerne og heller ikke var med i Djurgårdens 0-0-møde med IFK Göteborg mandag aften, forventes at komme på banen i aften, når Stockholmholdet spiller topkamp mod Malmö FF i Malmø. Andel til Brøndby Det mest sandsynlige er, at Søren Larsen spiller afskedskamp for Djurgården mod Helsingborg på mandag, inden han fortsætter karrieren i tysk fodbold. Djurgården, der ansatte ham for et lille år siden, efter at Brøndby havde lejet ham ud til Frem, skal have, hvad der svarer til omkring otte millioner danske kroner for danskeren. Og Brøndby vil få en andel af transfersummen. Søren Larsen - som Brøndbytræner Michael Laudrup vurderede ikke var superligaklar for et par år siden - har været igennem en periode, hvor han har udviklet sig meget både teknisk og især fysisk. Og han imponerede udsendingene fra Schalke 04, med manager Rudi Assauer i spidsen, i Parken forrige onsdag, da han startede med at flugte bolden ind til den danske 1-0-føring og straks i anden halvleg sprang til vejrs og hovedstødte Martin Jørgensens aflevering ind til 2-0. Ebbe Sands sidste sæson Ude på banen deltog Søren Larsen på udmærket vis i kombinationsspillet, som landstræner Morten Olsen introducerede ham for i den halve snes dage, VM-truppen var samlet i forbindelse med venskabskampen mod Finland i Tampere - hvor Søren Larsen brændte 'verdens største chance' - og VM-kvalifikationskampen mod Albanien. I Schalke 04, hvor Christian Poulsen spiller på midtbanen, har Ebbe Sand én sæson tilbage af sin kontrakt. Han har leverede mange gode præstationer i den afsluttede sæson og er superpopulær blandt fansene, men den aldrende Ebbe Sand vil næppe blive brugt i alle kampe i den kommende sæson, og træner Ralf Rangnick har angiveligt vurderet, at Søren Larsen er en mand, som kan blive en værdifuld tredjeangriber, der på sigt skal overtage Ebbe Sands plads i front i 4-4-2-systemet. Schalke 04 arbejder hårdt på at skille sig af med den brasilianske forward Ailton, der efter skiftet fra Werder Bremen sidste år ikke rigtigt har fundet sig til rette i Gelsenkirchen, og som muligvis flytter til en klub i Qatar. Ny førsteangriber Ny førsteangriber i Schalke 04 bliver den 23-årige landsholdsspiller Kevin Kuranyi, som er købt i VfB Stuttgart og har fået en kontrakt, der løber helt til 2010. Tyske medier har vurderet, at den kontrakt koster Schalke 04 sammenlagt 150 millioner kroner. Schalke 04 har voldsomme lønudgifter og udgifter til afdrag på det enorme stadion Arena AufSchalke, der kun er et par år gammelt. Men Rudi Assauer har lavet en række meget givtige sponsorkontrakter, og til samtlige hjemmekampe er Arena AufSchalke fyldt med over 60.000 tilskuere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her