AC Horsens klar til Superligaen

Flere af de mange medrejsende Horsens-fans stormede ellevilde ind på banen straks efter slutfløjtet. - Foto: Jens Dresling
Flere af de mange medrejsende Horsens-fans stormede ellevilde ind på banen straks efter slutfløjtet. - Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Mens vejrliget skiftede fra voldsomt skybrud til sporadiske solglimt på Østerbro Stadion, forvandledes langvarige, plagsomme frustrationer til overstadige jubelscener hos en flok oprykningsstemte gæster. Festen kulminerede, da dommer Lars Østergaard Poulsens slutsignal satte punktum for det opgør mellem AC Horsens og Skjold, der med en 2-0 triumf til jyderne sikrede dem den ene af de to oprykningspladser til Superligaen. På pinebænken Grønsværen invaderedes af vildt begejstrede Horsens-tilhængere, der trofast støttede yndlingene, selv om disse længe holdt dem på pinebænken - ganske som meldingerne fra Valby Idrætspark gjorde det, hvor Frem efter en målløs 1. halvleg gradvist arbejdede sig frem mod en 4-1 sejr over B 93. Og var det ikke lykkedes Horsens at få fuldt udbytte på Østerbro, ville facit fra Valby have betydet, at intet i avancementsstriden var afgjort inden sidste spillerunde. Med 11 minutter tilbage udløstes imidlertid de første glædesudbrud blandt de jyske fans, da Mikael Kvist blot 20 sekunder efter sin indskiftning splittede Skjold-forsvaret med en glimrende, dyb stikning, som sendte Søren Friis i frit løb mod mål. Og denne gang formåede den ellers udmærkede københavnske målmand Ulrik Thomsen intet at stille op, for Friis placerede bolden så hårdt, fladt og yderligt, at den var uden for keeperens rækkevidde. Formstærke københavnere Skjold, der i denne match gav klare beviser på, hvorfor klubben er en af den seneste måneds mest formstærke i 1. division, lod sig ikke uden videre knægte, men da Niels Lodberg i sidste minut trak sig sejrrigt ud af en luftduel med Ulrik Thomsen og derefter havde let ved at sende bolden i nettet, forsvandt de sidste rester af nervøse trækninger i Horsens-lejren. Og dermed kunne også træner Kent Nielsen omsider lade følelserne få frit løb. Alene et studie af den tidligere europamesters kropssprog ved sidelinjen undervejs i de 90 minutter lod ingen i tvivl om, at der stod noget helt specielt på spil. Han hoppede op og ned fra stolen, rev sig i håret og sendte besværgende fagter ud mod aktørerne, når han fandt forestillingen allermest håbløs. Men da brikkerne så omsider var faldet på plads, var han en af de første til at storme ind, falde sine spillere om halsen og deltagere i den obligatoriske champagnefest. Fans i commando-raid Her havde han selskab af stort set alle de tilrejsende Horsens-folk, og det er da godt, at der ikke var mere end 863 tilskuere på Østerbro Stadion - og trods alt holdt ikke alle med gæsterne - for der var intet der hindrede deres ellevilde og totale commandoraid. Det vrimlede med gulklædte skikkelser, hvis trøjer på ryggen bar en meget klar advarsel til Brøndby og FCK om, at de nu godt kan tage sig i agt. »Det er da helt klart det største, jeg har været med til som træner, og jeg synes, det var fortjent, at vi kunne afgøre det allerede i denne kamp. Men det trak da lidt længere ud, end jeg brød mig om«, siger Kent Nielsen, der blandt talrige gratulationsknus også modtog et fra både sin far, den gamle Brønshøj-kæmpe Erik og brormand Tommy, som ligeledes har en flot fodboldfortid. Så undslap Kent Nielsen ikke længere den obligatoriske lufttur, og faktisk så det på hans bekymrede ansigtsudtryk ud til, at han ikke havde ganske tiltro til, at hans spillere kunne klare denne opgave. AC Horsens - Alliance Club står versalerne for - dannedes 1. januar 1994 som en sammenslutning af Horsens forende Sportsklubber og FC Horsens i forsøget på at genopleve den svundne storhedstid i den fornemste hjemlige fodboldrække, som Horsens fS stod for. Fusionsforeningen har befundet sig i 1. division siden sommeren 1997 og var allerede sidste år tæt på Superligaen, men snublede til sidst. Forfølger må vente til søndag SønderjyskE, der vandt 2-0 i Næstved, og Frem må vente til på søndag med at få afgjort, om den står på Superliga næste sæson. Førstnævnte har klart de bedste muligheder hjemme mod Fredericia, mens Frem skal til Køge og under alle omstændigheder skal vinde for at holde liv i den sidste mulighed. I bunden sørgede Dalum med en fortsættelse af sin fantastiske jagt på den så længe tilsyneladende umulige redning for at holde spændingen ved lige til det sidste. 4-1 noteredes fynboerne for på hjemmebane mod Nykøbing, og da Brønshøj blev slået 3-1 ved besøget hos Fremad Amager, er der lagt op til et decideret nedrykningsslag, når Brønshøj tager imod Dalum. Derimod reddede Ølstykke sig med sejr 2-1 i Fredericia definitivt ud af suppedasen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her