I de tre første af sæsonens ni grandprixløb i speedway er den danske eksverdensmester, fynboen Nicki Pedersen, blevet bedre løb for løb. Og når det fjerde køres i morgen aften i den walisiske hovedstad Cardiff - eller Caerdydd, som byen hedder for dem, der taler hjemstavnssproget 'welsh' - så vil danskeren øverst på skamlen. Nicki Pedersen er tilbage i den gamle kuludskibningsby, hvor han for to år siden brugte en flot grandprixsejr på det moderne Millennium Stadium som et godt pointmæssigt afsæt til den VM-titel, der blev en kendsgerning i Hamar i sæsonens sidste løb. Og danskeren er opsat på at byde sine nærmeste konkurrenter mere end hård modstand. Dramatisk og svært »Jeg glæder mig til konkurrencen på den korte bane, hvor vi kommer til at køre med tæt kontakt. Det bliver svært og dramatisk«, siger den lille dansker med optimistisk glød i stemmen. Han og hele Pedersen-teamet er på plads i Cardiff - det store rullende bushovedkvarter kom rullende ind for et par dage siden, og i går kom eksmesteren så flyvende ind til det grønne Wales med de sorte kyster. Og i dag skal der så trænes. »Jeg er spændt på, hvordan banen bliver. Disse engangsbaner er aldrig ens - måske er den ikke 'pakket' hårdt nok, måske har den huller og er skurret, måske er den glat. Det får vi se. I hvert fald har jeg motorer til det hele, og dem skal vi have testet grundigt i dag«. Teknisk krævende bane Nicki Pedersen betegner banen på Millennium som teknisk krævende, ganske som banen i Parken. Der er nærmest ingen langsider, det hele er stort set sving - og derfor skal kørerne, forklarer Nicki Pedersen, bruge meget 'krop', både til at holde cyklen i svingene og til at gøre sig bred over for konkurrenterne. »Vi har heller ikke brug for så mange hestekræfter til at trække cyklen på langsiden, vi har mere brug for acceleration til starten og til at trække cyklen hurtigt ud af svinget og frem mod det næste. Alt det skal vi have fat i under træningen«, siger Nicki Pedersen. På en tredjeplads Han er på tredjepladsen i den samlede VM-stilling med 46 point - og siger, at det er på baner som denne i Cardiff og om to uger i Parken, at han skal udfordre de to førende, den svenske veteran Tony Rickardsson (70 point) og australieren Jason Crump (59 point). »Men først og fremmest har jeg øjnene rettet mod at komme i finaleheatet i morgen aften - dér gælder det så Rickardsson og Crump«, lyder det fra Nicki Pedersen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























