DM-guld til Brøndby efter kæmpesejr

Jublende spillere og trænere efter storsejren. - Foto: Camilla Stephan
Jublende spillere og trænere efter storsejren. - Foto: Camilla Stephan
Lyt til artiklen

Der var gult og blåt over det hele på Brøndby stadion i går - Brøndbys farver er jo også Herfølges - og i stedet for de varslede mørke skyer og regnbyger skinnede solen over vestegnen op til 'guldkampen' mellem førerholdet og bundholdet i Superligaen. Der var lagt op til hjemmesejr, jubel og mesterskabsfest, og forventningerne blev indfriet til fulde. 1985, 1987, 1988, 1990, 1991, 1996, 1997, 1998, 2002. Den flotte serie på ni mesterskaber blev udvidet til ti, da Michael Laudrups mandskab gennembankede stakkels Herfølge 7-0. Lykkelig og stolt Laudrup så meget lykkelig og stolt ud, da målene kom med jævne mellemrum i første halvleg, hvor alt blev sat på plads og klasseforskellen udstillet for enhver. Og hans assistent John 'Faxe' Jensen - der i 2000 som spillende debutant-cheftræner førte Herfølge til DM-guldet - kunne fryde sig over at have været med til at vinde ni af mesterskaberne til klubben, som amatør-formanden og direktør Per Bjerregaard har stået i spidsen for i hele guldalderperioden. John 'Faxe' Jensen var med på mesterholdet i 1985 og spillede også på alle de øvrige guldhold til og med 1998, da Brøndby ligesom i år vandt 'the double', både pokalturneringen og landets bedste række. Svensk superindkøb Uden for stadion gik BIF-fans rundt i trøjer med navnene Jakobsson og Jonson på ryggen. De to svenskere, Andreas Jakobsson og Mattias Jonson forlod Brøndby i starten af sæsonen, og det gav anledning til bekymrede miner. Men angriberen Johan Elmander viste sig som et superindkøb, og 20-årige Daniel Agger gik ind i forsvaret ved siden af Per Nielsen og har i sin første superligasæson leveret spil af høj klasse, så Jakobsson og Jonson hurtigt blev glemt. Talentspejdere på tribunen På hovedtribunen var flere europæiske klubber repræsenteret af agenter og talentspejdere - og Elmander og Agger førte sig flot frem for øjnene af 'opkøberne'. Tyrkiske Besiktas fulgte specielt anfører Per Nielsen samt midtbanespilleren Martin Retov, der har været med i alle 31 kampe. Det samme har målmanden Casper Ankergren, Asbjørn Sennels og Thomas Kahlenberg. Ét hold på banen To på holdet, Per Nielsen og Kim Daugaard, samt 16. manden Ruben Bagger blev danske mestre for femte gang, da Laudrups hold fra start bestemte, hvad der skulle ske. Johan Elmander hovedstødte 1-0-føringen ind på Per Nielsens oplæg, Thomas Kahlenberg øgede på et straffespark begået mod Morten Skoubo, og Per Nielsen headede bolden ind til 3-0. Så var der efterhånden kun ét hold på banen. Herfølge-spillerne stod nærmest stille, forsvarede sig dårligt, kunne ikke angribe og lod i perioder Brøndby-folkene boltre sig og lege fodbold, champagnefodbold inden propperne skulle springe i omklædningsrummet. Lege-stue, lege-stue, skreg de opstemte BIF-fans på Faxe-tribunen, og mesterspillerne fik vinger. Johan Elmander optrådte med hæl og tå i sit repertoire, han driblede og muntrede sig og deltog i en masse flotte kombinationer. Thomas Kahlenberg var over alt, Martin Retov dominerede på midtbanen, Mads Jørgensen skabte farligheder fra højrekanten. Asbjørn Sennels trykkede på i venstre side, Morten Skoubo udfordrede Herfølge-forsvaret inde i feltet, og bagude havde Daniel Agger og Per Nielsen fuldstændig styr på tingene. Bomsolidt forsvar Der blev vist førsteklasses fodbold, produceret chancer på samlebånd og lavet mange mål. Brøndby har sikret sig det store forspring på et bomsolidt forsvar - og her i slutningen af turneringen er effektiviteten i afslutningerne blevet meget bedre end i begyndelsen af foråret. Daniel Agger sparkede 4-0-målet ind på Kahlenbergs oplæg, og efter pausen fortsatte målfesten: Mestrene udspillede og ydmygede gæsterne, da Retov trillede Mads Jørgensens pasning over stregen. Retov havde sidste fod på bolden, inden Kahlenberg satte 6-0-pletskuddet ind, og Kahlenberg serverede 7-0-scoringen for fødderne af Morten Skoubo.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her