Det var god idé, at landstræner Morten Olsen for nogle uger siden sendte sin assistent Keld Bordinggaard til Stockholm. Vi må se på ham Søren Larsen i Djurgården, sagde Olsen, der længe har ledt efter en førsteangriber, som fylder noget og kan lave mål. Den tidligere Køge-, Brøndby- og Frem-angriber havde scoret sig op som nummer ét i Allsvenskan - og han kan blive et hit på VM-holdet, der kæmper for at komme med til VM-slutrunden i Tyskland næste år. Larsen tog revanche I Parken tog store Larsen revanche for afbrænderen i debutkampen mod finnerne i Tampere, hvor han i stedet for at sparke bolden ind fra seks meter sparkede et stort hul i luften. Søren Larsen var manden, der sendte Danmark på kurs mod 3-1-sejren, blot den tredje trepoint-gevinst i kvalifikationen. Det hurtige 1-0-føringsmål, som Søren Larsen så flot flugtede i kassen på Niclas Jensens (godt indlæg) og Martin Jørgensens (hovedstødssnitning ind i feltet) fine forarbejde, gav danskerne præcis den ro, optimisme og selvtillid, de havde håbet på. Albanerne var rystede og kunne slet ikke få facon over kontraspillet mod de godt opdækkende, meget koncentrerede danskere. Derfor blev det en første halvleg, som var meget ensidig med et stort dansk overtag ude på banen. Gæsterne fik først lov til at komme på skudhold et par gange omkring den halve time på grund af nogle danske fejltagelser. Godt samarbejde Det så godt ud med Søren Larsens og Jon Dahl Tomassons samarbejde og indbyrdes forståelse oppe foran, hvor de flittigt skiftedes til at gå tilbage i banen og agere bande i opspillet og på skift løb i dybden og tilbød sig. Thomas Gravesen var motoren på midtbanen. Han var nærmest overalt, udstrålede mægtig energi og vilje, og Christian Poulsen dækkede af for ham som den mest defensive på midtbanen. Der var mange glimrende kombinationer, hvor bolden blev spillet rundt på banen med flade pasninger, og albanerne så i lange perioder dårligt bolden. Men, altså, der manglede også noget power og dybde og nogle overraskelser i det, danskerne lavede. Der blev brugt for mange stationer, spillet for meget bagud og på tværs, og der blev lavet en række dumme pasningsfejl. Harmløse albanere Det betød så ikke noget mod de harmløse albanere. Og med en lille smule held kunne det sagtens have stået 2-0 ved pausen. Martin Jørgensen tog initiativ og viste gennembrudskraft i venstre side, og han havde et par gode skud. Søren Larsen, stærk, aggressiv og samtidig effektiv i bandespillet, var centimeter fra at hovedstøde bolden ind efter et langt indkast, og han udmærkede sig med sin optimisme og mod oppe foran. Per Nielsen og Per Krøldrup optrådte disciplineret og sikre i midterforsvaret, mens backerne Thomas Helveg og Niclas Jensen havde enkelte placeringskiks i defensiven, og Niclas Jensen smed flere gange bolden væk med dårlige afleveringer. Thomas Gravesens spil var meget op og ned, en blanding af fine, hurtige pasninger og mærkelige boldtab og lange skift, som var uden adresse. Han var utrolig ivrig i tjenesten og med til at lægge pres på modstanderne uafbrudt. Rommedahl ude af balance Ude på højrekanten virkede Dennis Rommedahl til gengæld meget ved siden af sig selv. Han mistede balancen flere gange med bolden, løb ind i modstanderne og sendte bolden ud over baglinjen, da Thomas Helveg tilbød sig. Mange ventede vist en udskiftning af Rommedahl i pausen, men han fik 'genvalg' i anden halvleg, da Søren Larsen efter få minutter så flot sprang op og smukt pandede Martin Jørgensens høje centring i kassen til 2-0. Der kom lidt mere fart på det danske spil, om end opbygningen var meget omhyggelig og struktureret, og fløjene blev brugt flittigt for at sprede spillet ud. Albanerne var for det meste tilskuere, der ikke syntes særligt ivrige efter at yde modstand. Misbrugt straffespark Martin Jørgensen læste spillet perfekt, da Thomas Helveg løftede bolden ind i feltet til Fiorentina-spilleren, og Jørgensens hårde hovedstød gik ind til et herligt 3-0-mål. Jon Dahl Tomasson var stærk i spillet lidt tilbage på banen, hvor han hentede mange bolde frem og spillede den godt ud i siderne eller ind mod Søren Larsen. Men det trak fra i præstationen, at landsholdets topscorer misbrugte et straffespark (målmand Illion Lika klarede), som blev begået med benspænd mod Niclas Jensen, der kom stormende ind i feltet. Erion Bognadis reduceringsmål til 3-1, da han fik lov til at løbe forbi flere danskere og udplacere Thomas Sørensen, var en skønhedsplet på et glimrende holdindsats af Olsens mænd. Tilfreds landstræner Landstræneren må være yderst tilfreds med resultatet og med i løbet af en uge at have 'fundet' en forsvarsgardering i 20-årige Daniel Agger, der sad på bænken efter den lovende debut i Finland, og en angriber, der på sigt kan blive manden, som fylder hullet efter Ebbe Sand ud. Søren Larsens præstation var fornem, ikke kun på grund af scoringerne, men fordi han deltog så godt i spillet, brugte sin fysik og krop effektivt og var meget levende, aktiv og frisk i sit spil. En dejlig aften for den 23-årige forward - og for fodbold-Danmark, der ikke kunne have tålt pointtab i Parken.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























