Henin-Hardenne: En stor sejr

Justine Henin-Hardenne vandt i overlegen stil. - Foto: AP
Justine Henin-Hardenne vandt i overlegen stil. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Koncentreret, overlegent og elegant vandt Justine Henin-Hardenne kvindernes finale og 6,2 millioner kroner i French Open. Den 23-årige belgier var franske Mary Pierce overlegen i alle spillets facetter, og den ensidige finale under de truende regnvejrsskyer i Paris blev aldrig nogen tennisfest. Med cifrene 6-1, 6-1 vandt Henin-Hardenne sin tredje Grand Slam - og anden franske titel på blot 62 minutter. Masser af fejl Inden kampen var der ellers lagt op til et spændende møde mellem de to fransktalende kvinder, da 21.-seedede Mary Pierce, der trimmet og lettere end set længe, havde overrasket alle ved overhovedet at nå finalen. Men efter et fornemt første parti med præcise bolde langs linjerne kom fejlene. Henin-Hardenne udnyttede Pierces begrænsede løbepensum og sendte hende på tunge ture kryds og tværs over det røde grus på Phillipe Chatrier-banen. Undskyldte for nederlag Forestillingen blev så ulige midtvejs i andet sæt, at Pierce blot smilte opgivende, da hun lavede endnu en uprovokeret fejl. Men bag facaden var den canadiskfødte, franske statsborger knust. Under sejrsceremonien tog 30-årige Pierce mikrofonen og med grådkvalt stemme undskyldte hun sit ydmygende nederlag. »Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne. Jeg ville gerne have spillet bedre, men Justine spillede bare tennis på et niveau, som jeg ikke kunne være med på«, sagde Mary Pierce, der har spillet fire kampe mod den lille belgier og tabt dem alle. Ubesejret på grus Ved sin side stod den 10 cm mindre og 10 kilo lettere Henin-Hardenne og lignede en muskuløs duracell-kanin med masser af ubrugt energi. Ubesejret på grus i år og med imponerende 24 sejre i træk takkede hun sin familie og træner for opbakningen. Bag smilet lå mere end et års frustrationer med konstante skader og en drilsk virus, som tappede hende for energi. »Jeg har ikke ord, som kan beskrive dette øjeblik. Det er en stor sejr, publikum var fantastiske, selv om de selvfølgelig holdt med Mary«, sagde Henin-Hardenne, der med sejren er tilbage på verdensranglisten top ti. Og med det spil hun viste i finalen og på vejen dertil, så skal der mange russiske tenniskometer til for at følge med. Højt anlagt spil Nu mødes den blot 19-årige Rafael Nadal og den useedede argentiner Mariano Puerta i mændenes finale. Puerta, der har afsonet ni måneders karantæne for brug af steroider, levnes imidlertid ikke mange chancer mod den spanske tenniskomet, der er det hotteste, herresingle har at byde på i øjeblikket. Muskuløs, karismatisk og med et højt anlagt spil har han været en stor oplevelse i dette års udgave af den franske grusturnering, og Nadal fejrede tilmed sin fødselsdag ved at slå den schweiziske verdensetter, Roger Federer, i fire sæt. Nu venter karrierens største kamp, men 'Rafa' glæder sig. »Jeg tror ikke, jeg vil være ret nervøs på finaledagen. Ja, jeg har aldrig været i en Grand Slam-finale før, men jeg har spillet en del finaler i år. Jeg var også med i Davis Cup-finalen sidste år, og man kan ikke komme under ret meget mere pres end det«, sagde Rafael Nadal på pressekonferencen i Paris. Med fem turneringssejre på grus i denne sæson er Nadal ubesejret i 23 kampe - i øvrigt præcis som Justine Henin-Hardenne, inden hun fejede Mary Pierce af gruset. Spørgsmålet er så, om det går lige så let for Nadal.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her