Man kunne egentlig godt mene, at Jon Dahl Tomasson nu har rigtig god brug for en sejr på fodboldbanen til at komme helt oven på igen efter sidste uges utrolige nedtur med Milan i Champions League-finalen mod Liverpool og fire serie A-kampe på stribe i Italien, hvor Milan ikke vandt en eneste gang i hele maj måned. Men Tomasson er ikke fløjet med den danske VM-trup til Finland udelukkende for at komme på sejrskurs igen. Spillet vigtigere end resultatet Han siger altså, at spillet er vigtigere end resultatet, når Danmark i aften møder finnerne i en venskabskamp, der er opvarmning til VM-opgøret mod Albanien på onsdag i Parken. »Det vigtigste er, at vi spiller god fodbold. At vi får vores kombinationer til at flyde, at holdet hænger sammen, og at spillet fungerer. Hvem der vinder kampen, kommer i anden række for mig«, sagde Jon Dahl Tomasson inden træningen i aftes på stadion i Tampere, Finlands tredjestørste by, der med 200.000 indbyggere ligger smukt mellem to søer. Tomasson måske anfører Tomasson, som har scoret 35 gange i 72 landskampe, erkender, at han var flere dage om at 'blive sig selv igen' efter skuffelsen i Tyrkiet. Men nu er han frisk og helt klar til at slås for Danmark, der har det så svært i VM-kvalifikationsturneringen. Milan-angriberen kan meget vel blive anfører i aften i stedet for Thomas Helveg, der har en øm muskel i det ene baglår og ikke trænede med holdkammeraterne i aftes. Andre spares Antagelig holdes Helveg ude af kampen mod finnerne. Og så kan Brøndbys 20-årige Daniel Agger få debut som midtstopper sammen med Per Krøldrup - der i øvrigt følges meget intenst af engelske Newcastle, som muligvis kommer med et tilbud på Udinese-forsvareren meget snart. Landstræner Morten Olsen fortalte, at det ligger helt fast, at målmanden Jesper Christiansen sendes ind til debut fra anden halvlegs start, og Olsen regner med at bruge alle seks tilladte udskiftninger. Det må betyde, at Djurgården-angriberen Søren Larsen får spilletid. »Han er en spændende spiller, tilpas fræk, og han ser stærk ud«, lød en Tomasson-bemærkning om Larsen, der jo i øvrigt også har en fortid som Køge-spiller. Kenneth Perez tilbage I forhold til den seneste landskamp, 0-1-mødet med Ukraine i VM-kvalifikationen 30. marts i Kijev bliver der helt sikkert den ændring, at Kenneth Perez vender tilbage i stedet for den skadede Jesper Grønkjær. Og så vil Olsen eksperimentere lidt ved at ændre de centrale midtbanespilleres placeringer noget, så der kun skal være én defensiv 'opsamler' tilbage foran forsvaret og to offensive igangsættere foran ham. Poulsen trænger til et mål Den defensive plads kan enten Thomas Gravesen eller Christian Poulsen indtage. Poulsen gør det for det meste på klubholdet i Schalke 04, hvor han i øvrigt ikke har scoret en eneste gang i hele sæsonen og mest bruger sine kræfter som bolderobrer og opdækker. Hvis Gravesen skal spille dér, ligesom han gør på Real Madrids hold, spiller Daniel Jensen og Martin Jørgensen foran ham. Hvis Christian Poulsen benyttes i den bageste position, rykker Thomas Gravesen frem - på en plads, hvor han mest optrådte i Everton-tiden - og Daniel Jensen starter på bænken. Morten Olsen bruger kampen til at prøve nyt »Det er ikke nogen stor systemændring. Et par spillere flyttes kun nogle få meter, men vi skal bruge en venskabskamp til at afprøve noget nyt, og det er godt at have forskellige måder at spille på. Det allervigtigste er de typer spillere, som udfylder rollerne, og vi vil undervejs i kampen nok foretage forskellige ændringer«, sagde Morten Olsen. Jon Dahl Tomasson: »Ved at spille med to offensive midtbanespillere, kan der muligvis komme mere bevægelse i spillet, og der kan åbnes for flere varianter ude på kanterne«. Landskampen i aften er den niende siden EM-slutrunden i Portugal sidste sommer, og Danmark kun har vundet tre gange i landskampsæsonen 2004-2005, i en venskabskamp i Polen i august sidste år, i Albanien og hjemme i Parken mod Kasakhstan i VM-turneringen. Men Jon Dahl Tomasson har ret i, at det ikke er så vigtigt med en sejr i aften, som det er at slå albanerne på onsdag i Parken. Det er det, det hele handler om.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Trump trækker 5.000 soldater hjem fra Tyskland
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























