Samtidig med at han glædede sig over, at hans egne spillere havde vist stærk moral ved at komme tilbage fra 1-3 til 3-3 i den forrygende topkamp mod AaB på Aalborg Stadion, udtrykte Brøndby-cheftræner Michael Laudrup stor beundring for hjemmeholdets nye angrebsstjerne, den 21-årige Simon Bræmer. »I en periode, hvor det ikke ligefrem vælter frem med gode, danske angribere, er det forfriskende at se en spiller som Simon Bræmer. Han er meget bevægelig og målfarlig. En spændende type«, sagde Michael Laudrup. Pres på AaB Med de to scoringer til henholdsvis 1-0 og 3-1 kom Simon Bræmer op på siden af svenskeren Martin Ericsson, der også har lavet ni mål for AaB. Men Simon Bræmer er nu AaB's Superliga-topscorer - fordi han nettede en enkelt gang, da han i efteråret var udlejet til Silkeborg. Dengang og for den sags skyld for bare en måneds tid siden var der ikke mange, som spekulerede på vigtigheden af, at AaB skynder sig at få forlænget kontrakten med Simon Bræmer, så han ikke forsvinder til en anden dansk klub eller til udlandet, uden at Aalborgklubben får noget for ham. Kontrakten udløber 31. december. Men nu stiger presset på sportsdirektør Lynge Jacobsen. Han tager dog situationen helt roligt. »Vi har aftalt med Simon og hans far, der rådgiver ham, at vi skal holde et møde om Simons fremtid, når forårssæsonen er forbi. Jeg synes ikke, han skal bruge tid på at tænke på det, mens vi spiller de sidste, vigtige kampe. Han skal koncentrere sig om at spille og lave mål, og inden han skal holde sommerferie, skal vi nok finde frem til en ny kontrakt, så han bliver i AaB«, siger Lynge Jacobsen. Gaarde skal forhandle AaB's anden målscorer i den medrivende, underholdende kamp, venstrekantspilleren Allan Gaarde, har en kontrakt, som udløber meget snart, 30. juni. Ham skal der også forhandles med inden for få uger. Allan Gaarde og holdkammeraterne var ærgerlige og skuffede efter 3-3-kampen, fordi en tomålsføring blev sat over styr. I Brøndby-lejren var der større tilfredshed med uafgjort. »Vi løb tør for kræfter og spillede for lidt til hinanden. Derfor fik Brøndby overtaget i slutfasen«, mente Allan Gaarde. Michael Laudrup sendte Daniel Agger op i forreste linje, så Brøndby i det sidste kvarters tid kun havde tre mand i den bageste kæde, og den satsning gav altså bonus i form af Aggers to mål til 2-3 og 3-3. »Uafgjort i Aalborg er et godt resultatet, og det var dejligt for publikum, at det blev en så spændende kamp med mange chancer, dramatik og godt fodboldspil«, sagde Michael Laudrup. Det var AaB's 13. hjemmekamp i træk uden nederlag. I sæsonens sidste kamp på Aalborg Stadion skal AaB møde FC København i et opgør om medaljer og billetter til næste sæsons Royal League-turnering.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Disse 5 fødevarer skal du spise for at holde tarmen sund
-
Von der Leyen var knap færdig med sin tale, før jungletrommerne gik i danske medier
-
DR-vært var tydeligvis utryg ved gæstens insisteren på nuancer
-
Et toporkester faldt fra hinanden
-
Han er simpelthen fejlcastet som Spangs afløser
-
Hun investerede gennem en platform, Mads Mikkelsen tilsyneladende havde anbefalet. To måneder senere var hele hendes opsparing væk
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lars Dahlager
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Ida Strand