Herfølge-topscorer slog til i bundgyser

Herfølge klarede sig bedst i bundkampen mod FCN. - Foto: Jens Dresling
Herfølge klarede sig bedst i bundkampen mod FCN. - Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Herfølge har manglet både mange penge og point her i foråret, hvor spekulationerne om en snarlig overbygningsaftale med Køge forstærkes, men i kampen mod Nordsjælland kom en af de sjældne succesoplevelser i det østsjællandske. Med 1-0-sejren i bundgyseren mod fik Michael Schjønbergs og Allan Nielsens hårdt arbejdende mandskab nyt håb om at klare frisag i Superligaen, hvor holdet fra Farum blev sendt ned på sidstepladsen. Slapt FCN-hold Det var således en trist oplevelse for FCN-træner Johnny Petersen at vende tilbage til det sted, hvor han for godt et år siden valgte at gå i utide. Han er udset til redningsmand i Farum, men han er kommet på en uhyre vanskelig opgave. FC Nordsjælland leverede en slap og svag indsats i en ringe kamp, hvor Herfølge var mindst dårlig. Det største bifald inden for den første halve time kom, da det blev meddelt, at Randers FC var kommet bagud mod AGF. Ellers var der altså ikke meget at klappe af. Begge hold spillede med hovedvægten lagt på en stærk defensiv organisation, på tæt opdækning, på koncentration, og der var lagt stramme taktiske bånd på spillerne. Mangel på vildskab Angriberne havde svære arbejdsbetingelser, fordi pladsen til dem var trang, og ude på banen så man massevis af dårlige, ubrugelige afleveringer. Der manglede friskhed, kreativitet og mod i fremspillet. Og det var egentlig lidt mærkeligt, at aktørerne i så en vigtig kamp længe manglede lidt fightervildskab og fandenivoldskhed i aktionerne. Det eneste dramatiske indslag sørgede Herfølge-topscoreren Poul Hübertz for, da han lidt ubehersket sprang ind i FCN-målmanden Kim Christensen, der måtte en tur i græsset. Med sit ottende sæsonmål sørgede den høje Hübertz for første halvlegs højdepunkt, da han mens FCN-forsvaret så noget passivt ud hovedstødte en lang, lang frisparksbold fra Morten Avnskjold i kassen til 1-0. I den anden ende af banen passede Herfølge-forsvarerne godt på gæsternes angrebsduo Tommy Olsen-Mads Junker. Især Jakob Bresemann var solid, rolig og sikker. Men en enkelt gang spillede Junker og Olsen sig igennem, og Morten Cramer i Herfølge-målet måtte vise sin klasse med en fin redning oppe under overliggeren på Olsens skud. Mere fysik på midtbanen Johnny Petersen reagerede i pausen ved at sætte Jacob Rasmussen og Thomas Andreasen ind for at få mere tyngde og fysik på midtbanen. Det så ud til at være en nyttig disposition. Der kom mere fart, temperament og fremdrift over spillet, og i en periode blev hjemmeholdet trykket langt tilbage. Men spillerne fra Farum var ikke dygtige og smarte nok til at skabe de helt store chancer. Jacob Rasmussen havde et godt hovedstød efter et hjørnespark, der blev sendt nogle lange bolde ind i feltet og fyret et par lumske langskud af. Men egentlig kunne Herfølge-forsvarerne foran den vågne målmand Morten Cramer uden alt for meget besvær holde gæsterne væk. FCN-spillerne troede ikke rigtigt på sig selv. De lavede mange tekniske fejl, spillet var ikke struktureret ordentligt, og der manglede gennemslagskraft og optimisme, når FCN havde bolden. Auri Skarbalius og Sladan Peric gjorde et fint stykke forsvarsarbejde sammen med Jakob Bresemann, og Herfølge-folkene virkede faktisk lidt farligere end gæsterne, når der blev sat nogle modangreb i gang. Morten Avnskjold og Kim Kristensen sled forbilledligt på midtbanen, og den unge Christian Nielsen lyste op, fordi han både var løbestærk og kunne levere nogle gode tekniske detaljer og vise et godt blik for spillet. Den glimrende dommer Anders Hermansen lagde seks minutter til, og FCN-målmand Kim Kristensen spillede med oppe på Herfølges banehalvdel i slutfasen, inden det sidste fløjt kom, og alle i Herfølge-lejren omfavnede hinanden, mens gæsterne smed sig ærgerlige i græsset og så meget skuffede ud.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her