FC Midtjylland fik en smuk revanche for pokalfinalenederlaget til Brøndby, da holdet for øjnene af et rekordpublikum i Herning vandt 3-1 på to imponerende hovedstødsmål af midtbanespilleren Dennis Sørensen og en sluttræffer af Razak Pimpong. Og da FC København spillede uafgjort mod OB, er forspringet mellem de to tophold nu faldet fra otte til syv point. Svækket Brøndby-mandskab Det var et glansløst Brøndby-mandskab, der åbnede kampen på det midtjyske væg til væg-tæppe i ulvehulen. Spillemæssigt langt fra søndagsshowet i Parken, hvor Brøndby ellers lagde sig på en sikker guldkurs efter 5-0 over FC København. Men det var også et svækket Brøndby-mandskab, idet holdet måtte undvære sine to bedste fra FCK-mødet, de karantæneramte Daniel Agger og Johan Elmander - henholdsvis bundprop i forsvaret og proptrækker i angrebet. Og begge var savnet. Agger til at skabe ro ved de mange farlige hjørnespark, FC Midtjylland lagde ud med og som blev tilkæmpet gennem energisk angrebsspil, der ofte blev ført igennem i venstre side, hvor sammenspillet mellem Ulrik Lindkvist og Pimpong var godt - og så Elmander til at bringe den jyske forsvarskæde ud af balance med sin optimistiske, uberegnelige spillestil. Tilfældigt spil Med andre ord: Brøndby lignede slet ikke sig selv i de første 45 minutter, der blev klart domineret af hjemmeholdet, hvis midtbane fungerede glimrende, godt styret af anfører Michael Hansen. Brøndbys spil virkede derimod mere tilfældigt - og nervøst. Københavnerne kunne ikke sætte sig igennem på fløjene, og den hurtige Jonas Kamper fik aldrig brug trommestikbenene effektivt. De få gange, han kom forbi den stærkt spillende Lindkvist, havde han en tendens at lægge sine afleveringer i 'det tomme rum' - hvilket må diskvalificere manden til nogensinde at blive postbud. At det skulle blive FC Midtjylland, der skulle score kampens første mål, lå i spillets udvikling. Og det skete i det 31. minut - da Rasmus Daugaard smart brød igennem i højre side og afleverede højt på tværs i feltet, hvor midtbanemanden Dennis Sørensen steg til vejrs og passerede målmand Kasper Ankergren med et smukt hovedstød. Zaza på banen Inden da havde begge hold haft gode muligheder. Frank Kristensen havde en god 'friløber', som Ankergren tackle-reddede - hvilket gav så store smerter, at han måtte lade sig skifte ud i pausen med Karim Zaza. Per Nielsen havde en god mulighed tæt under mål efter en frisparksaflevering fra Kim Daugaard, men bolden blev skovlet over mål - og så havde Mads Jørgensen, der stræbsomt søgte at sætte fart i Brøndby-angrebet, et blødt hovedstød på toppen af overliggeren et kvarter før pausen. Det var ikke alene Ankergren, der blev i omklædningsrummet til anden halvleg. Også Jonas Kamper måtte klæde om, da cheftræner Laudrup foretrak at sætte Thomas Hansen på banen, foretage rokeringer i midterforsvaret og sætte Svärd frem på midtbanen. Han blev senere erstattet af Ruben Bagger. Og Brøndby fik da også en drømmestart på anden halvleg, da Mads Jørgensen tre minutter efter pausen tog et sololøb over det meste af en halv bane, driblede uden om målmand Lasse Heinze og scorede. Det gav liv til Brøndby-spillet - men den stærkeste energi lå stadig i de midtjyske ben og kroppe.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sisse Marie Welling vil have nyt højhus med 35 etager i København
-
Se den film! Hendes præstation er helt uforglemmelig
-
Dua Lipa kom til København, og så begyndte redaktionen at hvæse
-
Køen vokser foran Københavns nye mikroskopiske spisested, og det forstår jeg godt. Men priserne? Av, av, av
-
Kraftig tagbrand i København er under kontrol
-
Sjældent har man set et nyt dansk navn ramme sit publikum så hårdt og så rent
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Jessica Nielsen




























