I et forsøg på at give den danske repræsentant, FC København, den bedst mulige opbakning til finalen i Royal League i Gøteborg på torsdag, har Divisionsforeningen og FCK's fanklub tilbudt 500 FCK-fans en tur med alt betalt. Initiativet lykkedes - de blev revet væk. »Vi er stolte af, at en dansk klub er i historiens første Royal League finale. Med dette tilbud håber vi på, at F.C. København får den ultimative støtte i Gøteborg og kommer hjem med pokalen«, siger Divisionsforeningens direktør, Claus Rode Jensen, på FC Københavns hjemmside. Tilmeldingen skete efter først-til-mølle-princippet i klubbens souvenirbutik. De 500 heldige fans får bustur, billet til finalen og en sandwich med en øl eller vand. Regner med stor opbakning F.C. Københavns Fan Club formand, Anders Larsen, er henrykt over tiltaget. »Det er et fantastisk tilbud, som Divisionsforeningen har stykket sammen til os. Det er vi meget taknemmelige for. Vi glæder os til turen til Gøteborg, og ved at mange selv kører derop. Vi regner med, at vi bliver rigtig mange, og vi vil gøre alt for at få Royal League-pokalen med hjem til Danmark«, siger han. Til de, der ikke har fået fat i en gratis tur, koster det 300 kr. for medlemmer af fanklubben og 400 kr. for andre. Og så må man tilmed selv sørge for forplejningen undervejs.
FCK-fans gratis til Royal League-finalen
Lyt til artiklen