Milan finaleklar trods nederlag mod PSV

PSV's Young-Pyo Lee er nede og bide i græsset. - Foto: AP
PSV's Young-Pyo Lee er nede og bide i græsset. - Foto: AP
Lyt til artiklen

AC Milan er klar til finalen i Champions League mod Liverpool efter et sandt drama i semifinalen mod PSV Eindhoven. To mål i overtiden betød, at opgøret endte 3-1 til PSV og efter 2-0 i det første opgør, går AC Milan og Jon Dahl Tomasson videre på reglen om udebanemål. Semifinalen på Philips Stadion blev fra første fløjt domineret af PSV Eindhoven, der var godt på vej til forlænget spilletid, men Massimo Ambrosinis hovedstødsmål i det 90. minut betød, at gæsterne fik det livsnødvendige udebanemål og så var det ren kosmetik, at Philip Cocu kort efter scorede til 3-1. Jon Dahl på banen Semifinalens danske islæt stod Jon Dahl Tomasson for, da han kom på banen umiddelbart efter PSV's 2-0-scoring, der betød, at alt var lige. Han fik ikke sat det store aftryk i de 20 minutter, han var på banen, men den danske landsholdsspillers sene scoring i Milano i det første opgør var reelt det, der reddede de italienske storfavoritter, som kampen igennem var presset. AC Milan fik i den grad den forkerte fodboldstøvle ud af omklædningsrummet i Eindhoven. Værterne sad fra første minut på opgøret, hvor PSV-spillerne udstrålede langt mere energi, vilje og ikke mindst fysisk råstyrke. Det betød, at Milan slet ikke fik tid til at få sat sit eget spil i gang, før de blev angrebet til publikums store jubel. Velfortjent føring Derfor var det helt fortjent, at PSV Eindhoven kom foran 1-0 efter blot otte minutters spil. Den lynhurtige og uberegnelige Ji-Sung Park hamrede bolden i nettet efter Jan Vennegoor of Hesselink blev tacklet i feltet, og bolden sprang ud til Park. Den start rystede tydeligvis Milan, der spillede nervøst og usammenhængende, mens PSV Eindhoven pludselig begyndte at lugte finalepladsen mod Liverpool i Istanbul. Det fornemmede man især på dødbolde, som eksperten Mark Van Bommel konsekvent tog sig af. Det gav Jan Vennegoor of Hesselink en kæmpe mulighed, men hans fremragende hovedstød tog overliggeren. Italiernes spil blev bedre Omkring den halve time begyndte de italienske storfavoritter så at komme bedre med i opgøret. De store chancer kom ikke, men spillet begyndte at hænge bedre sammen, omend Gennaro Gattuso og Clarence Seedorf på den defensive Milan-midtbane ikke havde mange heldige boldberøringer. I pausen virkede det som om PSV-succestræneren Gus Hiddink havde haft mere held end kollegaen Carlo Ancelotti til at motivere spillerne. Det var nemlig hjemmeholdet, der startede klart bedst og fik spillet sig til flere store muligheder i de første 10 minutter. Ikke i en halsløs offensiv, velvidende at en Milan-scoring ville fjerne al spænding, men med et solidt tryk, hvor de store defensivspillere Alex og Wilfred Bouma gang på gang søgte med frem. 2-0-målet kom dog efter et hurtigt ryk fra kantspilleren Young-Puo Lee, der fandt veteranen Philip Cocus bandebrask i det 65. minut. Han stødte bolden ned i jorden og passerede målmand Dida, mens Jaap Stam fortvivlet tog sig til hovedet. Stillingen helt lige Den stilling betød, at alt var fuldkommen lige efter det første opgør på San Siro, og straks sendte Carlo Ancelotti Jon Dahl Tomasson på banen. Det var dog ikke meget, man så til den danske landsholdsangriber, der heller ikke fik ret megen støtte, men mest af alt måtte løbe efter lange bolde frem mod ham og makkeren Andrej Sjevtjenko, der var endnu mere usynlig. I den anden ende begyndte PSV-presset at aftage som sidste fløjt nærmede sig. Frygten for at indkassere et skæbnesvangert Milan-mål blev større end ønsket om 3-0-målet. Begrundet frygt Og frygten var begrundet, for kræfterne var ved at slippe op, og det udnyttede Milan, da Kaka sendte en perfekt bold ind til Massimo Ambrosini, som flyvede headede det afgørende mål i kassen til enorm jubel på den italienske udskiftningsbænk. Trods Philip Cocus 3-1-scoring var der ikke mere at gøre for hjemmeholdet, hvis spillere faldt udmattede om på græsset, da det sidste fløjt lød, mens Milan-spillerne jublende gjorde sig klar til endnu en finale.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her