Dansk sammenbrud mod Slovenien

Mens det endnu så lyst ud: Jesper Damgaard (ikke synlig) scorer i første periode. - Foto: AP
Mens det endnu så lyst ud: Jesper Damgaard (ikke synlig) scorer i første periode. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Så herlig en start, så miserabel en afslutning - det, der syntes at skulle huskes som en frydefuld opvisning, sluttede i en tordnende fiasko for det danske ishockeylandshold, da Slovenien i Innsbrucks Olympiahalle med en 4-3 (0-3, 1-0, 3-0) sejr i den første runde af nedrykningsspillet sendte Danmark et anseeligt stykke på vej mod eksklusion fra det fineste VM-selskab. Og ingen, der så den match, fattede rigtigt, hvordan det kunne lade sig gøre. Suveræn dansk start For efter 12.17 min. viste måltavlen 3-0 til Danmark, men fra 2. periode og kampen ud virkede det som om, det var en flok helt andre rød-hvide aktører, der havde trukket i landsholdsdragterne. Den ene fejl fulgte efter den anden, slovenerne nåede at reducere inden perioden var omme, og da bommerterne fortsat blomstrede i de danske rækker, udspilledes pludselig en forestilling, hvor de undertippede østeuropæere havde sikret et både spillemæssigt og psykisk overtag, som de bevarede opgøret ud. Teoretisk chance Efter at Østrig og Tyskland i de anden overlevelsesduel spillede 2-2, eksisterer der stadig en teoretisk mulighed for, at Danmark kan slutte på en af de to pladser, som giver forlænget ophold i A-gruppen. Men det kræver sejre over både østrigere på søndag og tyskere - på tirsdag - og hvordan det skal lade sig gøre, er mere end vanskeligt at fantasere sig til med fredagens præstation i frisk erindring. 'Lammede spillere' »I starten spillede vi, som vi skulle, og det gav os jo også den føring, vi havde drømt om. Men straks fra 2. periodes begyndelse mistede vi fuldstændig disciplinen og gjorde alt det, vi ikke skulle. Selv de mest rutinerede begik simple tekniske brølere, og vi formåede desværre aldrig at vende kampen igen«, konstaterer landstræner Mikael Lundström. »Jeg var ellers sikker på, vi ville finde tilbage til de rette takter i 3. periode, for vi havde jo fået en kraftigt advarsel i form af det slovenske mål i slutningen af 2., men i stedet blev det bare værre og værre. Vi må aldrig tabe en så vigtig kamp, når vi har været foran 3-0, men spillerne blev mere og mere lammede, og de kunne altså ikke rejse sig igen. Imidlertid nytter det jo ikke noget at lukke forretningen, fordi vi er kommet ud for denne nedtur. Vi må prøve, om vi ikke kan tage de positive elementer med, som 1. periode trods alt gav os og så se at få bearbejdet situationen bedst muligt. Men lige nu er det meget sort ud«. Miserabel fødselsdag for anføreren Den holdning kunne anfører Jesper Damgaard, der fredag rundede de 30, kun dele. »Det er den værste fødselsdag i mit liv, for det var sammenbrud over hele linjen. Ingen tog ansvar, da det begyndte at gå skævt, og så løb slovenerne os bare over ende. Det var ikke benene, men hovederne, det var galt med, og vi var faktisk heldige med, at det ikke stod 3-3 allerede efter 2. periode, for vi gav dem den ene store chance efter den anden. Og efterhånden som kampen skred frem, bredte panikken sig bare, men hvordan det kunne ske, har jeg altså ingen forklaring på«, siger Jesper Damgaard. Han lagde ellers op til et ordentligt fødselsdagsshow, da han bragte Danmark foran med et drønende slagskud fra blå linje, Kasper Degn fulgte op med at udnytte en strålende frispilning fra Morten Green perfekt, og Frans Nielsen gjorde det til 3-0 på fint forarbejde af Peter Regin og Christoffer Kjærgaard. Sammenbruddet Men 2.34 min. før 2. periodes afslutning tog den negative danske forvandling for alvor fart, da Kasper Degn forærede slovenerne pucken, så deres bedste Ivo Jan kunne reducere til 3-1, og med udligning i løbet af de første fem minutter af 3. periode og sejrsmål midtvejs, var det danske lys slukket.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her