AaB startede superliga-foråret blandt midterholdene på en beskeden og skuffende syvendeplads, men med det unge angrebstalent, 21-årige Simon Bræmer i front er aalborgenserne gået målbevidst på medaljejagt. AaB har været det næstbedste hold (efter FCK) i den bedste fodboldrække efter vinterpausen, og med den fortjente 3-1-sejr i går på hjemmebane over AGF rykkede Aalborg-holdet op som nummer tre foran FC Midtjylland. Indstillingen hos AaB'erne var i top, holdorganisationen i orden, og de spillede fantasifuldt og chanceskabende angrebsfodbold mod et AGF-hold, der kun i perioder kunne true modstanderne. AaB har taget 17 point i otte kampe, mens AGF har tabt seks gange og erobret beskedne seks point. Det var forståeligt, at den nye sportsdirektør Brian Steen Nielsen og cheftræner Sören Åkeby så meget bekymrede og triste ud i Aalborg. Ændringer i AGF-opstillingen Der var lavet en del om på AGF-holdet, hvor anfører Jesper Sørensen var rykket fra venstrebackpladsen ind i det centrale forsvar, Shane Cansdell-Sherriff sat ud på Sørensens plads, og Leon Andresen var flyttet op på midtbanen. Det gav i den indledende fase en vis uro i AGF-defensiven mod de aggressive, veloplagte AaB'ere, og opdækningen var ukoncentreret og usikker, da Simon Bræmer efter et kvarter blev spillet helt fri på en lang aflevering. Den unge angriber, der fik styrket sin selvtillid med to scoringer i 4-2-opgøret i Herfølge i søndags, betænkte sig ikke. Han fyrede løs med en fornem halvflugter, og bolden gik via underkanten af overliggeren i nettet uden chance for Steffen Rasmussen. Simon Bræmer bevægede sig godt oppe foran, han var god til at modtage og ekspedere bolden videre med ryggen mod mål, han var hurtig i fødderne og på aftrækkeren, når en skudmulighed opstod. Mens AGF'erne ledte længe efter en ordentlig organisation både bagud og på midtbanen, vandt hjemmeholdet de fleste nærkampe på midtbanen. Rasmus Würtz og Thomas Augustinussen dominerede, og Mattias Lindström på højrekanten var meget levende og udfordrende. Tilfældig chance Århusianerne anvendte den første halve times tid mange lange bolde, som AaB-forsvaret forholdsvis let kunne tage sig af. AaB-spillet hang bedre sammen, men efterhånden fik gæsterne lidt bedre styr på tingene. Kantspillerne Tobias Grahn og Christer George byttede pladser, og afleveringer bag fra (især når Jesper Sørensen havde bolden) blev bedre. Christer George fik en lidt tilfældig chance i højre side, men Jimmy Nielsen gik et par skridt frem og gjorde målet lille, så AGF'eren ikke kunne finde plads til at sparke bolden ind. Leon Andreasen fyldte ikke så meget på midtbanen, og Tobias Grahn virkede lidt opgivende i flere aktioner. Svenskeren blev taget ud og erstattet af Thomas Lindrup fra anden halvlegs start, hvor Simon Bræmer var meget tæt ved at øge til 2-0. Steffen Rasmussen i AGF-målet kastede sig lynhurtigt og fik blokeret. Den ellers velspillende AGF-keeper kunne intet gøre, da Simon Bræmer modigt kastede sig frem og pandede en centring fra Allan Gaarde ind til 2-0-målet, der i realiteten afgjorde kampen. AGF'erne prøvede ganske vist at komme fremad hurtigt, når de erobrede bolden, men de troede ligesom ikke rigtigt på sig selv over for de mere motiverede aalborgensere, som var dygtige til at straffe blottelser i det vaklende århusianske forsvar. Den boldsikre og teknisk dygtige Martin Ericsson havde AGF'erne stor respekt for, og ude i venstre side stormede Allan K. Jepsen ofte med frem og fik lagt nogle gode bolde ind. AaB-spillet flød godt og varieret, men det var altså pinligt dårligt, at AGF'errne glemte at dække op ved et langt indkast, så Allan K. Jepsen kunne sprinte til baglinjen og lægge op til Mattias Lindströms 3-0-pletskud. Christer George fik pyntet på resultatet ved at heade 3-1-reduceringen ind, da hverken Jimmy Nielsen eller AaB-forsvarerne var opmærksomme nok ved et hjørnespark. AGF'erne livede lidt op efter målet - men i slutfasen var der åbent hus bagude, og hvis ikke Steffen Rasmussen havde været på toppen, ville AaB have vundet større.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
»Nej, hvor var det godt«: På Amager får du komfortmad på højt niveau
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























