De ville ikke give sig, de undertippede midtjyder. Og slet ikke Kristine Andersen, der efter 13 år i Ikast løb ind til lørdagens DM-semifinale mod Slagelse, velvidende, at den kunne blive hendes sidste håndboldkamp i karrieren. Pokalfinalen mellem jul og nytår blev tabt med et brag, kvartfinalen i Champions League ligeså, og efter en turbulent sæson præget af skader, svingende humør og manglende samspil skulle Slagelse besejres i returkampen i DM-semifinalen, hvis en vaklende sæson skulle vendes. Hård fight Akkompagneret af trommer, trompet og taktfaste klapsalver fra de 2.550 tilskuere stuvet sammen i Sportscenter Ikasts nyrenoverede håndboldhal bed Ikast-Bordingspillerne fra sig fra første fløjt. Sled og slæbte med kløerne hvæsset i forsvaret, sammenbidte og beslutsomme i angrebsspillet. Men efter 60 hæsblæsende, hårde og tætte minutter, hvor Ikast-Bording kun var foran i kampens første minut måtte midtjyderne erkende, at Slagelse har et ekstra gear, når det snerper til. Hørlykke i hopla til sidst Træner Anja Andersen havde kløgtigt gemt Rikke Hørlykke på bænken, og frisk og tændt spurtede hun gennem Ikast-Bordings forsvar og lavede to hurtige mål på sine velkendte, men uhyggeligt skarpe gennembrud, i kampens sidste minutter. Forinden havde Ikast ellers kæmpet sig tilbage i kampen i flere omgange. Gro Hammerseng, Kristine Andersen og anfører Karen Brødsgaard trak læsset, men Slagelses norske målmand Cecilie Leganger, der alene i første halvleg stod i vejen for tre straffekast og mindst en halv snes kvalificerede afslutninger fra Ikast-bagkæden, gjorde det svært. Legangers mange redninger gav Slagelse alle muligheder for at slå kontra. Slagelse-sjusk Klubbernes første opgør endte uafgjort 25-25 efter en underlig mat semifinale, og igen lørdag lignede Slagelse et hold, der gerne ville i DM-finalen, men samtidig havde tankerne på den kommende Champions Leaguefinale i Makedonien. Hver gang de sjællandske DM-sølvvindere kom foran med to til tre mål svandt koncentrationen, og angrebsfejl og sjuskede afleveringer tog over. Hjemmeholdet forsøgte at brede spillet ud til fløjene, men det kneb med at få især højre side til at køre, ligesom Karin Mortensen i målet ikke kunne matche Legangers succes. Derfor måtte hjemmeholdet, præcis som sidste år mod Viborg, erkende, at slutspillet blev endestationen. Slukørede måtte tilskuerne derfor nøjes med at hylde Kristine Andersen for sine 13 år i Ikast, der helt usædvanligt endte med en sæson uden en titel.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
Obama kan lukke og slukke som den sidste præsident fra en nogenlunde fælles virkelighed
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
-
»Jeg husker bare, at jeg stirrede på billederne på skærmen og tænkte: Kan det her virkelig passe?«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























