USA mangler interesse for VM

Lyt til artiklen

På ranglisten over VM-guldvindere gennem tiderne sikrede Canada sig sidste år i Prag den suveræne førsteplads, da den anden titel i træk og 23. i alt sendte nordamerikanerne afgørende forbi Rusland. Og det vil fremstå som en kæmpeskuffelse i ishockeyens moderland, hvis de kommende ugers østrigske kampagne ikke munder ud i et hattrick. Manglende amerikansk interesse Derimod vil det blot blive registreret med middelmådig opmærksomhed, hvis canadiernes naboer og vanlige fæller i den konfliktramte NHL, USA, ikke formår at gentage sidste års bronzebedrift. For selv om de to nationer under normale omstændigheder deler interessen for idrætsgrenen, som den udfolder sig i National Hockey League, er det samme langtfra tilfældet, når en VM-turnering står på programmet. I adskillige år var Canada omfattet af den skæbne, som stadig er fremherskende i USA. Og efter at canadierne havde været totalt dominerende i VM-historiens første årtier - fra OL i 1920 til VM i 1954 vandt de samtlige store turneringer bortset fra fire - forsvandt de mere og mere fra den internationale scene og koncentrerede sig om NHL-indsatsen. National satsning Det skete samtidig med, at de fantastiske russere udnyttede en lukrative amatørstatus til at holde deres superstjerner samlet det meste af året. Det banede vejen for en indædt national satsning, der fra 1963 til 1990 resulterede i 21 VM- og OL-titler. Som en direkte følge af de ændrede politiske forhold i Østeuropa har Canada imidlertid siden 1994 meldt sig tilbage blandt gulderobrerne med fire førstepladser. Gretzky-effekten Men noget tilsvarende kunne selvfølgelig være forventet omkring amerikanerne, hvilket der imidlertid ikke har været optræk til. Og med til den historie hører, at canadierne i adskillige år har følt sig væsentligt mere tiltrukket af at optræde på landsholdet, end tilfældet har været i USA. Med til at fremelske den tendens var beslutningen om at give NHL-spillere olympisk status fra 1998, ligesom det har haft stor indflydelse, at en superstjerne som Wayne Gretzky, der heller aldrig var bange for at yde en indsats for fædrelandet, har involveret sig så kraftigt i udviklingen af det canadiske forbund, siden han indstillede sin aktive karriere. Åbner mod Slovenien Tilsvarende eksempler har USA vanskeligt ved at fremvise, så mere end en outsiderrolle har amerikanerne ikke kunnet drive det til i forhåndsvurderingerne, selv om dagens premiere i Innsbruck mod Slovenien burde være en overkommelig opgave. Det har trods alt været muligt at mobilisere otte spillere fra den trup, der sluttede på tredjepladsen sidste år, men et væsentligt handikap for flere af de mest fremtrædende navne er, at de har valgt NHL-lockouten til at holde fri i stedet for at jagte mindre lønninger rundt om i andre ligaer. Det gælder holdets angrebsveteran Mike Modano, så spørgsmålet er, hvor langt det uomtvistelige format rækker, når det bliver alvor.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her