0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Herfølge atter på nedrykningsplads

Efter sidste weekends sejr kom Herfølge ned på jorden igen, da holdet i Superligaen hjemme tabte med 1-3 til FC Midtjylland i en kamp, hvor dommerens langefinger kom i centrum.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Knud Erik Fisker er den danske fodbolddommer, der har været involveret som hovedperson i de fleste kontroversielle 'sager' i superligakampe gennem de senere år.

Søndag var den 'gal igen' på Herfølge Stadion, hvor hjemmeholdets cheftrænerduo Michael Schjønberg og Allan Nielsen rasede mod Fisker efter 1-3-opgøret mod FC Midtjylland.

»Han gav os fingeren. Det er en helt uacceptabel måde at opføre sig på for en mand, der skulle være en af vore bedste dommere. Det er skandaløst«, sagde Schjønberg og Nielsen som med én mund. »Og det sagde vi til ham. Men vi vil ikke gøre mere ved det«.

Dommer afviste
Det var påstand mod påstand. Knud Erik Fisker opfattede episoden i første halvleg på en anden måde.

»Jeg kunne selvfølgelig aldrig drømme om at give nogen fingeren. Den påstand er helt hen i vejret. Måske tørrede jeg sved væk fra panden eller øjet, da jeg så ud på de to trænere, det husker jeg ikke så nøje. Jeg kan ikke huske, hvilken finger jeg brugte, og jeg må vel i øvrigt selv bestemme, om jeg bruger den ene eller anden finger. Jeg er i øvrigt ikke overrasket over, at den slags beskyldninger kommer fra Herfølgetrænerne«, sagde Knud Erik Fisker uden at uddybe, hvad han egentlig mente med det.

Knud Erik Fisker - der heller ikke vil forfølge sagen med en indberetning - var også med i et par afgørende situationer inde på banen. Han dømte straffe (for benspænd) til Herfølges Peter Gravesen, der blev fældet af Jesper Mikkelsen.

Det var ved 0-1 efter en lille times spil og i en periode, hvor hjemmeholdet på vilje og fight havde lagt et vist tryk på gæsterne. Men Poul Hübertz sparkede ikke godt nok, og Anders Rasmussen kastede sig til den rigtige side og klarede flot.

Liniedommer underkendt
Få minutter senere slap indskiftede Poku helt fri ned mod Herfølgemålmanden Morten Cramer, og Knud Erik Fisker lod spillet fortsætte, selv om linjedommeren vinkede for offside.

Fisker havde nemlig set, at det faktisk var en Herfølgespiller, der i en tackling fik prikket bolden af sted, så den hurtige FCM-angriber fik et perfekt scoringsoplæg, han udnyttede uden problemer.

Det var afgørelsen i en noget ujævn kamp, hvor midtjyderne havde de bedste ideer og leverede det bedste fodbold med periodevist nydeligt kombinationsspil. Herfølgefolkene var ivrige i tjenesten og knoklede energisk på, men tabte bolden for hurtigt. Der manglede afleveringspræcision, teknisk formåen og overblik i bestræbelserne på at komme igennem det solide FCM-forsvar.

Misbrugte friløber
Den store Charles Gbeke havde to gode Herfølgeforsøg før pausen, hvor tilbagevendte Frank Kristensen misbrugte en friløber i den anden ende, inden Ulrik Lindkvist lavede et rigtigt energimål til 1-0. Han vandt to tacklinger ved feltets grænse, den ene i nærkamp med den meget usikre Auri Skarbalius, og udplacerede Morten Cramer.

Michael Hansen var en klog spilstyrer på midtbanen hos gæsterne, der nede bag ved havde banens bedste i den dygtige, spillende midtstopper Kristian Bak Nielsen.

Han minder en del om ekslandsholdsanføreren René Henriksen, da han var på toppen. Kristian Bak Nielsen har et let løb, han læser spillet bedre end de fleste, og han kan forudse, hvad der sker, og så trippe frem og stjæle bolden og sætte opspil i gang med en omhyggelig aflevering.

Selvbebrejdelse
Kim Kristensen var utrolig løbestærk på Herfølges midtbane og forsøgte at få system i opspillet, men det var en vanskelig opgave. Indtil 2-0-målet virkede Peter Hansen solid i midterforsvaret.

Mod slutningen kom der mange huller i hjemmeholdets defensiv, og gæsterne producerede med hurtigt omstillingsspil i dybden flere store chancer.
På Frank Kristensens oplæg - i samme angreb, hvor Kristensen havde misbrugt et kæmpetilbud på den godt reagerende Morten Cramer - øgede Thomas Rathe fra kort afstand til 3-0, inden Poul Hübertz pyntede på resultatet med reduceringsmålet.

»Hvor dårligt af mig. Tænk engang, at man som professionel fodboldspiller ikke engang kan score på et straffespark. Det er utilgiveligt«, kommenterede Poul Hübertz i selvbebrejdende vendinger. »Hvis jeg havde udlignet, kunne vi sikkert have fået point«.

Måske. Men topholdet vandt altså fortjent, og bundholdet endte med at ligne en sikker nedrykker.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere