Hvad bilder de sig egentlig ind, spillerne fra AGF? 14.000 hengivne fans - både af den ølbægersvingende type i blåt og hvidt samt den mere bedsteborgeragtige i nobel frakke og velpudsede sko - havde glemt nederlagene til bundpropperne Herfølge og Randers. De troppede op på det smukke stadion, veloplagte og parate til at støtte det jyske storbyhold mod de kø'venhavnske skiderikker med den storsnudede formand. Og hvad var så takken for tilgivelsen og al ulejligheden? En pokkers masse chancer, et håndboldmål af Morten 'Duncan' Rasmussen, stor dominans i anden halvleg, ja - men også et nederlag på 2-1. Det tredje på stribe. Ni point smidt lige ud af vinduet. Det hele sammenfattet i denne korte kommentar af en AGF-far, inden han trak sin søn med væk fra tribunen: »Vorherrebevares«. Fin indsats af AGF Ærgrelse og irritation - men mon ikke, den bliver forholdsvis kortvarig. For AGF leverede virkelig en fin indsats i det meste af kampen, havde faktisk FCK på krogen, og ikke en kat havde kunnet gø, hvis det havde været århusianerne, der havde sunget platte sejrssange i de gamle omklædningsrum. Men sådan gik det ikke. For i den periode, hvor FCK havde styringen - første halvdel af første halvleg - var københavnerne umådeligt stærke og effektive. To mål satte de ind på elegant og overlegen vis: først Santos med en 'bagudrettet hælinderside', der blev brugt til at ændre retningen på et Magne Hoseth-skud - og dernæst et tørt, bidende langskud fra Hjalte Nørregaard på en tilfældig mulighed, der var resultatet af FCK'ernes kropsstærke og udfordrende spil. Omdiskuteret scoring I den fase var mesterholdets udstråling og beslutsomhed så stærk, at det var vanskeligt at forestille sig, at AGF overhovedet kunne komme tilbage i kampen. Men det skete. På kampens mest omdiskuterede detalje. Et frisparksindlæg blev mødt af en springende Morten 'Duncan' Rasmussen og med lukkede øjne håndpuffede han bolden i mål. 1-2, fornyet gejst hos spillerne, og gyng-gang på tribunerne, hvor man var fuldstændig ligeglad med måden, der blev skabt fest på. Undtagen i FCK-svinget, selvfølgelig. Væk med magien Zuma, der havde optrådt listigt i første halvleg, blev i pausen - han havde fået et såkaldt trælår - skiftet ud med Peter Møller. Og da Santos, som havde vist flere smukke detaljer i omgangen med bolden, ti minutter senere blev ofret i en taktisk disposition, der skulle styrke forsvaret, forsvandt den offensive magi hos FCK. Vist blev Christian Traorés entré og placering ved siden af den atletiske Dan Thomassen en klar styrkelse af FCK's bageste kæde, men det betød også, at det fremadrettede spil blev noget tamt. »Jeg måtte skifte ud. Hele holdet sejlede rundt, ikke kun i forsvaret, men det var det, jeg valgte at stabilisere. Vi har haft et hårdt program i den seneste tid, og vi 'blødte' i 90 minutter for at få denne sejr hjem«, sagde FCK-træner Hans Backe. Skaber meget uro Det var ikke mindst spillere som Christer George og Morten Rasmussen, der voldte FCK problemer. Morten Rasmussen er en sej fyr, der ikke skåner sig selv - og som tror, han kan vinde hver bold og hver eneste nærkamp. Konstant bestræber han sig på at gøre sig 'spilbar', og på den måde skaber han megen uro omkring sig. AGF havde flere gode afslutningsforsøg i anden halvleg - men var ikke skarpe nok til at placere boldene indenfor målrammen. »Vi har ikke heldet med os for tiden, men selv om vi har tabte de seneste tre kampe, vil jeg ikke være negativ. Jeg kan jo dårligt skælde spillerne ud, når de har leveret en flot indsats og domineret kampen mod det hold, der lige nu er i bedst form i ligaen«, lød det fra Søren Åkeby. På samme linje var AGF's Leon Andreasen. »Vi spillede godt, og det skal vi huske, når vi mødes til træningen. Vi skal tage det bedste med os og se fremad«, lød 'oplæsningen' fra optimistbogen.