FCK slog Rosenborg

Lyt til artiklen

FC København har slået Rosenborg 1-0 i Royal League, og efter blot ét point i de første to kampe i mellemrunden skulle spillerne også vinde for at bevare muligheden for en plads i finalen. Hver sejr i mellemrunden udløser 500.000 norske kroner - ca. 450.000 danske, en finaleplads yderligere en million - og trods 90 svingende minutter på Lerkendal Stadion i Trondheim, er alt nu åbent, da både Rosenborg og FCK har fire point og hver en kamp tilbage mod Malmö. Den spiller FCK 28. april i Parken, mens Rosenborg skal på udebane 12. maj. Offensiv start af nordmændene Træner Hans Backe mødte uden skadede Michael Silberbauer, Todi Jónsson, Bo Svensson, Peter Møller, Magnus Kihlstedt og Lars Jacobsen, der havde karantæne, og især Bo Svensson var savnet i centerforsvaret. Rosenborg lagde offensivt ud, presset var massivt på midtbanen, og FCK's forsvar noget afventende og passivt. Trafikken var tæt foran Balázs Rabóczkis mål i første halvleg, fem hjørnespark fik nordmændene kæmpet sig til, og det skyldtes udelukkende værternes uskarphed, at FCK kunne gå til pause foran 1-0. Hjalte Bo fyrede af Scoringen kom efter en halv time, da et langt indkast blev til et par tilfældige afleveringer på kanten af Rosenborgs felt. Álvaro Santos fik stukket bolden til den vikarierende anfører, Hjalte Bo Nørregaard, der umarkeret havde god tid til at placere bolden fladt til højre for Rosenborgkeeper Espen Johnsen. Defensiv indsats Målet løsnede ikke umiddelbart op for spillet. FCK vaklede fortsat i defensiven, mens både Magne Hoseth og Sibusiso Zuma havde svært ved at finde det rette øjeblik at spille bolden videre på de mange kontrachancer, som Rosenborgs offensive spil gav mulighed for. Træner Hans Backe havde tilsyneladende talt forsvar i pausen, men efter en lille halv times spil, hvor bagkæden ellers var anderledes godt tacklende, svandt kræfterne. De mange lange bolde på kryds og tværs tærede på energien, afleveringerne blev upræcise, og de få tusinde tilskuere, der brugte aftenen på Lerkendal Stadion peb utilfredse med FCK'ernes adstadige tempo ved målspark og indkast. Men forspringet holdt, og FCK fik sin første sejr i mellemrunden af den nordiske pengeturnering.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her