Backe er et emne som landstræner

Hans Backe. - Foto: Jens Dresling
Hans Backe. - Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Der er en landstræner på tribunen og to kandidater til at afløse ham, når tiden kommer, på trænerbænkene i Parken, hvor FC København og Brøndby holder topmøde Superligaen i aften. Morten Olsen, der i sidste weekend var i Odense til OB-FCK-kampen, har meldt sin ankomst. Han forbereder sig til venskabskampen mod Finland og VM-opgøret mod Albanien i begyndelsen af juni. Endnu er det ikke afgjort, om Morten Olsen forlænger sin kontrakt med Dansk Boldpil-Union, eller om han vælger at stoppe, så der skal ansættes en afløser, som skal begynde 1. juli næste år. Hans Backe som kandidat Michael Laudrup er den mest oplagte efterfølger. Men måske vil Brøndby-træneren vente nogle år og først efter at have prøvet sig af som cheftræner i en udenlandsk klub vende sig mod landstrænerjobbet. Og derfor kan Hans Backe, FCK's mestertræner, rykke frem i forreste række i kandidatfeltet. »Jeg skal egentlig ikke kommentere, om Hans Backe skal være dansk landstræner, men jeg vil gerne lovprise hans kvaliteter«, siger FCK-sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm. »Vi ved jo, at han har været på tale til landstrænerobbet i både Sverige og Norge, at han har været assisterende svensk landstræner, og at han har været klubtræner i sit hjemland, i Norge, i Østrig og hos AaB og nu hos os i Danmark«. »Han har beskæftiget sig med topfodbold i mange år i forskellige lande, og hans baggrund og resultater taler for sig selv. Han må være et oplagt emne«. Gjorde AaB til mester Den 53-årige Hans Backe, der spillede knap 300 førsteholdskampe for svenske klubber, bl.a. AIK Stockholm, startede sin trænerkarriere tilbage i 1979. I 1999 gjorde han AaB til dansk mester, og efter godt et år i Austria Salzburg blev Hans Backe hentet tilbage til Danmark af FCK, der var vundet to mesterskaber og pokalfinalen under ham. Hans Backes kendskab til dansk fodbold er i top. Han er en svoren tilhænger af 4-4-2-systemet - mens Morten Olsen jo foretrækker 4-3-3 - og hvis Hans Backe skulle blive dansk landstræner, vil landsholdet komme til at spille det system, som de fleste hold i Superligaen anvender. Hans Backes kontrakt med FCK udløber i 2006. Andre emner Superliga-trænere som Esbjergs Ove Pedersen, Viborgs Ove Pedersen og Silkeborgs Viggo Jensen vil formentlig blive bragt på bane som afløser-kandidater, såfremt Morten Olsen melder ud, at han vil vende tilbage til et job som klubtræner. Måske er de imidlertid ikke interesseret i at blive ansat i DBU. Ove Pedersen har f.eks. sagt, at han ønsker at være træner for et hold, der spiller mange kampe - og det gør landsholdet jo ikke. Den nuværende landstrænerassistent Keld Borddinggaard stopper i den funktion i sommeren 2006, og det har været den almindelige mening, at han satser på at blive cheftræner i Superligaen - det kunne være i OB, og det kunne være i Brøndby, hvis Michael Laudrup og John 'Faxe' Jensen tager udenlands - næste år. Men Keld Bordinggaard passer faktisk fortræffeligt som afløser for Flemming Serritslev, der i 2006 stopper med at have ansvaret for U21- og U20-landsholdet. Som U21-landstræner vil Keld Bordinggaard få ønsket om at 'få sit eget hold' opfyldt, og samtidig vil han kunne overtage Flemming Serritslevs vigtige arbejde med ITU-projektet (talentudviklingen) i DBU.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her