Ukraine-DK Surt dansk nederlag i Kijev

Christian Poulsen bliver den lille i en luftduel med Oleksiy Byelik. - Foto: Thomas Borberg
Christian Poulsen bliver den lille i en luftduel med Oleksiy Byelik. - Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Farvel VM 2006? Løbet er vel ikke kørt endnu for Danmark, der stadig kan nå andenpladsen i kvalifikationsgruppen. Men efter 0-1-nedturen i Kijev, hvor et beregnende og kynisk ukrainsk mandskab straffede et hårdt arbejdende dansk landshold, skal der en masse held til i de sidste fem kampe, hvis Morten Olsen og hans mænd skal med til den store fodboldfest i Tyskland. Mangel på klasse og kraft Og held har det danske ikke ligefrem haft meget af i de foregående kampe - hvor der også har været mangel på klasse og kraft i angrebsspillet og koncentrationssvigt i defensiven. Spillemæssigt har danskerne været bedre end ukrainerne i begge indbyrdes opgør - men Ukraine har taget fire point, Danmark kun ét. Forskellen på de to hold har været evnen til at få meget ud af lidt, altså effektivitet. Og forskellen i point er nu otte point. Ukraine indrettede sig efter Danmark I den forventede opstilling, med Dennis Rommedahl ude på højrekanten, Jesper Grønkjær i venstre side og Martin Jørgensen på en central, offensiv midtbaneplads, tog danskerne initiativet fra start på det store nationalstadion i tre graders varme. Der var masser af energi, vilje og gejst i det danske spil mod et hjemmehold, der - som Morten Olsen havde forudsagt - mere indrettede sig efter danskerne end selv forsøgte at præge kampen. Det var især Jesper Grønkjær, der med ryk med og uden bold, med udfordrende løb og forsøg på at komme bagom forsvaret og centre ind foran mål, gav ukrainerne masser at bestille. Der var dog svært for danskerne - længe perfekt organiseret over alt på banen og rolige i defensiven - at kreere de store chancer. Gult kort til Gravesen Jon Dahl Tomasson, der kæmpede for at trykke midtstopperne bagud og ofte spillede med ryggen mod mål, tog en fræk dribletur og var med sin afslutning nær ved at tvinge en forsvarer til at lave selvmål. Senere havde Thomas Gravesen et udmærket langskud, og både Jesper Grønkjær og Dennis Rommedahl kom til afslutninger. Thomas Gravesen dummede sig og ragede en advarsel til sig med det samme, og han brugte unødvendigt mange kræfter på at diskutere med dommeren. Gravesens spil var lagt højt op, og på den ujævne bane måtte det føre til boldtab og upræcise afleveringer. Dem havde Christian Poulsen også end del af. Både Gravesen og Poulsen var dog løbestærke og fightede forbilledligt, når bolden skulle erobres. Overblik i forsvaret Martin Jørgensen fik flere gange vist sin store spilforståelse med godt sete pasninger i første halvleg, hvor ukrainerne ikke satte Thomas Sørensen på alvorlige prøver. Inde i det danske midterforsvar optrådte Thomas Helveg med autoritet og overblik, og Per Krøldrup læste spillet særdeles klogt, gik hurtigt til bolden og var konsekvent i indgrebene. Helveg og Krøldrup var omhyggelige, når de spillede bolden ud af forsvaret, og Krøldrup viste stor styrke i luften. Heldig ukrainsk scoring Men han mistede lige et lille skridt i en løbeduel midt i anden halvleg - og efter at Oleg Hysyev havde sparket hårdt på stolpen, fik Andrej Voronin så lidt heldigt banket returbolden ind til 1-0-målet, der førte til et gigantisk jubelbrøl fra tribunerne. Så reagerede Morten Olsen ved at tage Niclas Jensen ud og sætte Peter Møller ind helt i front. Danskerne måtte nødvendigvis spille med stor risiko bagude, og det gav Hysyev en kæmpechance for at øge føringen på en friløber, men den veloplagte Thomas Sørensen forudså ukrainerens træk og fik klaret. Grønkjær piskede holdet frem Det var bittert for danskerne med det ukrainske føringsmål i en halvleg, som var startet med et stort dansk pres. Jesper Grønkjær ville og kunne noget, han forsøgte at skabe bevægelse og fremdrift i spillet og piskede holdkammeraterne med. Brian Priske afleverede udmærket og kom fint med frem i højre side, Martin Jørgensen fik fyret et lumsk skud af ude fra - men Jon Dahl Tomasson og Dennis Rommedahl kunne ikke sætte sig afgørende igennem. Gravesen og Poulsen manglede i fremspillet Man havde ventet sig mere i opspillet fra Thomas Gravesen, noget mere konstruktivt og flere bedre, afgørende afleveringer. Og Christian Poulsen fik heller ikke rigtigt markeret sig i fremspillet mod de godt forsvarende ukrainere efter pausen. Derfor kom der alt i alt for få åbne chancer ud af anstrengelserne. Martin Jørgensen missede Danskerne kæmpede, som de skulle med den rette indstilling på en aften, da skarpheden foran mål manglede - bl.a. da Martin Jørgensen løb ind i feltet i højre side og fyrede løs, men sendte bolden i sidenettet - og en sidste danske offensiv førte ikke til noget. Da den slovenske dommer fløjtede for sidste gang, traskede danskerne trætte og triste ud af grønsværen, men ukrainerne jublede sammen med stjernetræneren Oleg Blokhin. Ukraine er på vej til Tyskland, danskerne bliver formentlig kun tilskuere, når verdens bedste tørner sammen næste år.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her