Silkeborg kom godt fri af bunden

Lyt til artiklen

Silkeborg tog et stort skridt væk fra kampen om at undgå nedrykning, da holdet hjemme på et solbadet Silkeborg Stadion besejrede Esbjerg med 2-1. Dermed har midtjyderne fra Søhøjlandet skabt et hul ned til stregen på ni point, inden dagens kampe. Grund til optimisme Forspringet er i sig selv en rigtig godt for træner Viggo Jensen og hans tropper, og når han så oven i købet har et hold, som leverede en meget overbevisende indsats med friskt angrebsfodbold, er der grund til optimisme. Nu hjalp det selvfølgelig også på affæren, at hjemmeholdets Peter Degn bragte Silkeborg foran efter seks minutter med en spektakulær scoring fra noget, som lignede 45 meter. Den tidligere AGF-, Everton-, Vejle- og Brøndby-spiller modtog bolden cirka ti meter inde på Esbjergs banehalvdel, og lynhurtigt sendte han en lang bold af sted mod Lars Winde, som flagrede rundt 10-15 meter ude i feltet, og derfor kun lige akkurat kunne få fingrene på bolden, uden at det dog forhindrede bolden i at gå i mål. Frisk offensiv 1-0. Lars Winde græmmede sig, mens resten af Esbjerg-holdet sundede sig, men tilsyneladende var alvoren ikke gået fuldt op for dem, for et lille kvarter senere var den gal igen, da esbjergensernes forsvar tog sig en gevaldig koger, så Kim Olsen ubesværet kunne bringe Silkeborg foran 2-0 på et hovedstød, efter et frispark som lå helt perfekt fra Christopher Poulsen. Den føring gav selvfølgelig Silkeborg-holdet en masse selvtillid, hvilket var ensbetydende med en frisk offensiv, hvor især Peter Degn viste sig fra sin allerbedste side i de første 45 minutter. God underholdning Esbjerg var dog vågnet lidt op til dåd, og bagude 2-0 skulle vestjyderne frem på banen, hvilket gav en underholdende og afvekslende halvleg, hvor der var chancer til flere mål i begge ender. Silkeborgs Christopher Poulsen spillede Fredrik Berglund helt fri på en tilbagelægning, men Henrik Ipsen var hurtigt ude af målet og reddede på fremragende vis. Og i halvlegens sidste minut reddede Peter Degn et hovedstød fra Lars Christian Nielsen inde på målstregen. Så 2-0 ved pausen, og det fik Esbjerg-træner Ove Pedersen til at blæse til angreb. Han hev Tommy Løvenkrands ud fra forsvarskæden for at sætte franskmanden Michaël Murcy frem i angrebet sammen med Berglund og Thorup. Reducering kort efter pausen Det gav bonus efter fem minutter, hvor et hjørnespark endte hos Jan Kristiansen, som efter et træk sparkede bolden ind bag en chanceløs Henrik Ipsen. Dermed var tonen slået an til 40 spændende minutter med Esbjerg, som det pressende hold, mens Silkeborg kunne spille på kontra. Det gav masser af chancer i begge ender, hvor Thomas Røll i et par omgang kunne have afgjort kampen, men hvor både Berglund, Murcy og Jess Thorup, så sandelig også havde muligheden for at udligne. Stor kamp af Silkeborg-målmand Men trods de mange gode tilbud, kom der ikke flere scoringer i kampen. Silkeborgs-keeper, Henrik Ipsen, stod ganske enkelt helt forrygende, og derfor formåede Esbjerg ikke at få udlignet og få point med hjem i bussen. Og det var de sikkert godt tilfredse med i Silkeborg. I hvert fald betyder resultatet, at hjemmeholdet tog et godt stort skridt i retningen af endnu en sæson i landets bedste række, og sejren må samtidig være en solid selvtillidsindsprøjtninger for Silkeborg-spillerne, når de i næste uge skal på besøg hos superligaens nummer to, FC Midtjylland.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her