Det var så venskabeligt, som det overhovedet kunne være. Hejmdal Blæseorkester spillede H.C. Lumbye-marcher, så ikke et øje var tørt, og da de rødjakkede musikere faldt i takt og tone med de 50 blæsere fra Jugendverband Nordschleswig og leverede både den danske og tyske nationalmelodi for de 6.286 tilskuere i Campus-Halle i Flensborg - alle samlet for at markere 50-års dagen for den dansk-tyske erklæring, der skal garantere rettighederne for de nationale mindretal i grænselandet - ja, så gled der et stemningssus hen under loftet. Snæver debutsejr Altså en atmosfære mættet af fordragelighed til denne regionshistoriske landskamp, der havde særlig dansk interesse - fordi Ulrik Wilbek vendte tilbage i rollen som dansk landstræner. Denne gang i spillets Formel 1-klasse, hos de tunge, muskelsvulmende unge mænd. Og han fik sin debutsejr, Wilbek - en snæver en på 25-24 over et tysk hold, der var renset for gamle, velkendte navne, men som blev båret af det nye stortalent, Michael Kraus fra Göppingen, som scorede syv mål mod danskerne. Wilbek var lysende glad - og da han efter kampen skulle sætte ord på hændelserne, som efter hans opfattelse var »sovset ind i venskab«, kunne han ikke dæmpe den stemmevolumen, der havde været hans foretrukne i kampens spændende slutfase. Ikke den vigtigste kamp Og hvordan var det så at vende tilbage som landstræner og i sådan en speciel ramme? »Det var skægt med så mange tilskuere - og noget helt andet end at spille langt væk for 500. Jeg var mere afslappet, end jeg normalt ville være, også fordi jeg ville sørge for, at spillerne ikke skulle føle, at dette var sæsonens vigtigste kamp. For det var det ikke. Men der skal ikke være tvivl om, at vi spillede for at vinde«, sagde Ulrik Wilbek i spillergangen under tribunerne, hvor det store Flensborg-publikum havde givet det danske hold umådelig fornem opbakning. Varslede eksperimenter Landstræneren havde inden kampen bebudet, at han ville eksperimentere med en meget offensiv forsvarsopdækning - den 3-3-formation, som spillerne forsøgte at få på plads under de to træningsseancer op til mødet med tyskerne. »Og det gik rigtig godt i kampen«, mente Wilbek. »Men det var også en opdækningsform, der trættede spillerne, og det kostede kræfter og gik ud over koncentrationen i angrebsspillet. Vi fik ikke udnyttet de chancer, vi fik - men det gjorde tyskerne nu heller ikke«. Nej, en lang række tyske afslutninger havnede i paraderne hos den danske målmand Michael Bruun, der spillede op til sit absolut bedste i anden halvleg, der blev indledt med en tysk føring på 15-13. Danskerne kom på 16-16, foran 19-16, bagud 21-20 - og så afgørende foran 25-23 på to mål af de indkaldte reserver, venstrewingen Lars Rasmussen og venstrebacken Lars Møller Madsen, som lavede henholdsvis fem og fire mål. Stjernerne skuffede Og det var godt, de forstod at udnytte landsholdschancen på en aften, hvor flere af de etablerede stjerner faldt mere eller mindre igennem. Vist fik Lars Christiansen scoret fem gange - hans totale landskampscore er nu 974 - men han brændte samtidig to store chancer og et straffekast. For øjnene af sit faste hjemmepublikum og på den bane, hvor han, der er topscorer i tysk håndbold, normalt regerer. Spilleren, der ramte bunden - men som havde overskud nok til et hovedrystende smil - var en anden af Flensburg-entertainerne, anføreren Søren Stryger. Ikke ét eneste mål kunne det blive til, trods et straffekast, to skud og to frie kontraløb. Hele Flensburgs fantribune sukkede om kap med den danske spiller, der ellers har fremstået som den mest veloplagte i de første træningstimer med mester Wilbek. Men andre kunne altså. Og det glædede især den nye landstræners glinsende, lykkelige øjne at se den oversete Aalborg-back Rune Ohm sætte alle sine muskler og knogler ind på at kunne stå som vinder i en kamp, der godt nok handlede om at markere de nødvendige venskaber i grænselandet, men som også kunne markere begyndelsen på en ny karriere for flere spillere. Og deres træner.