Den vigtigste landskamp i lang tid

Danske spillere træner på banen i Kijev - fra venstre Kenneth Perez, Peter Møller og Jon Dahl Tomasson. - Foto: Thomas Borberg
Danske spillere træner på banen i Kijev - fra venstre Kenneth Perez, Peter Møller og Jon Dahl Tomasson. - Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

»Vil du vide det på en skala fra 1 til 10? Så er det 10«. Thomas Gravesen satte tingene på plads inden det danske VM-holds afsluttende træning i Kijev i aftes, da han blev stillet spørgsmålet om vigtigheden af kampen mod Ukraine. Og manden har jo helt ret: Det er en ekstremt vigtig kvalifikationskamp for Danmark, der kom tilbage på vindersporet med 3-0-sejren over Kasakhstan, men risikerer at blive bombet tilbage i en bekymrende, dårlig position i gruppen med et nederlag på en aften, når samtidig Grækenland formentlig slår Albanien, og Tyrkiet måske får fuldt udbytte i Georgien. førsteplads ude af syne Så er førstepladsen stort set ude af sigte for Morten Olsens tropper, og det bliver meget vanskeligt at erobre andenpladsen, der giver adgang til to playoff-kampe om de sidste billetter til slutrunden næste år. Men man fik ikke nogen af spillerne, og slet ikke Thomas Gravesen, til at deltage i en snak om en så dyster spekulation. De ville kun tænke positivt, og det er selvfølgelig godt. Der var heller ikke så megen brok over banens tilstand på det store stadion, hvor der ventes 50.000 på plads, når mørket er ved at sænke sig i aften. Danskerne landede i strålende solskin og en temperatur omkring frysepunktet i den ukrainske hovedstad, og hele tirsdagen var Kijev badet i lys, der kunne minde om forårets indtog. Men vinden bed i kinderne, og det var koldt, da de danske spillerne ankom for at træne let. Blød bane Morten Olsen inspicerede straks med streng mine græstæppet. Han skridtede banen af, satte sig på hug og mærkede, om den var blød eller hård. »Den er blødere end i Parken«, sagde han. Og selv om der er mange pletter, hvor jorden titter frem blandt græsstråene, så fik spillerne faktisk bolden til at rulle pænt. »Banen ser o.k. ud«, bemærkede anfører Thomas Helveg. »Ja, og hvis vi vinder 1-0, så er jeg ligeglad med, om vi har spillet i en skyttegrav eller på en parkeringsplads«, føjede Thomas Gravesen, altid klar med en bemærkning. Angriber ude med skade Kan danskerne vinde? Ja, selvfølgelig. Og chancerne er steget med konstateringen af, at superstjernen Andrej Sjevtjenko med garanti ikke i sidste øjeblik dukker op som et fantom med en ansigtsmaske til at beskytte det opererede kindben. Morten Olsen sagde ellers, at man stadig har Sjevtjenko med i forberedelserne til kampen. Men den ukrainske målmaskines klubkammerat Jon Dahl Tomasson har talt med Milan-træner Carlo Ancelotti, som ved med sikkerhed, at Sjevtjenko udelukkende er rejst her til Kijev for at støtte sine landsmænd moralsk. Hvordan skal danskerne vinde? Dansk føring vigtig En slags svar fra landstræneren: »Vi må i hvert fald under ingen omstændigheder komme bagud. Så bliver det næsten umuligt for os, fordi ukrainerne så vil spille endnu mere defensivt, end de i forvejen gør. Vi går efter de tre point ved at spille aggressiv fodbold med den indvendige side af hovedet. Vi skal f.eks. ikke angribe naivt«. Med det mener Morten Olsen muligvis, at hans hold i hvert fald i begyndelsen vil spille afventende, mere tilbagetrukket end vanligt. Både for at lukke af bagude og undgå at lave blottelser, som de kyniske, effektive ukrainere kan udnytte på hurtige modfremstød, og for at prøve at lokke hjemmeholdet lidt frem ad banen. Lykkes det sidste, kan der blive muligheder for fløjraketten Dennis Rommedahl til at bryde igennem og afslutte selv eller skabe chancer med indlæg fra højrekanten. »Jeg har tillid til, at spillerne kan løse opgaven«, sagde Morten Olsen, »og de behøver ikke at være nervøse eller føle et stort pres. Der var mere grund til nervøsitet før Kasakhstan-kampen, hvor vi havde alt at tabe og intet at vinde. En så vigtig kamp som den mod Ukraine er egentlig sjovere at spille, når man er med på det her plan«. Ansvar til Jørgensen Martin Jørgensen får en hovedrolle som offensiv styrmand, der - sammen med Christian Poulsen (som har udviklet sig til en af de mest betydningsfulde spillere) og Thomas Gravesen - skal være med til at bestemme farten og spillets udvikling. Han har stort mod på at tage fat på den udfordring, som betyder, at han langt mere, end når han agerer ude i venstre side, selv bestemmer, hvor meget han er med i kampen. Et dansk håb: at Jesper Grønkjær får mere ud af sit spil end mod kasakherne. Det tegnede så godt efter fem dage i Vedbæk, hvor han var i højt spillehumør, men hans driblinger og gennembrud lykkedes sjældent. Grønkjær skal være på toppen, hvis der skal point med hjem fra Kijev. Hurtig føring Og det store spørgsmål er vel, om den bageste kæde har paratheden, om Priske, Helveg, Krøldrup og Niclas Jensen er resolutte, kloge og dygtige nok, når ukrainerne ruller sig ud i omstillingsspillet. Det er modstandere af en anden kaliber end i lørdags, danskerne skal tæmme. Det vil være en fin udvikling på kampen, såfremt danskerne kan vise autoritet og beslutsomhed defensivt, få præcision i pasningerne og virke truende og giftige i hurtige, direkte angreb, så ukrainerne bliver usikre uden styrmand Sjevtjenko til at dirigere. Det allerbedste vil være et hurtigt dansk føringsmål. Det kan bane vej for en udebanetriumf i et opgør, hvor ukrainerne stiller op som favoritter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her