Tom Henriksen fra Danmark (tv.) og Adam Shaw fra England under gårsdagens træning i Gigantium, der lægger luft til skytterne.   Foto: Lars Horn/Baghuset

Tom Henriksen fra Danmark (tv.) og Adam Shaw fra England under gårsdagens træning i Gigantium, der lægger luft til skytterne. Foto: Lars Horn/Baghuset

Sport

40 lande til VM i bueskydning i Danmark

Aalborg er i påskedagene vært for VM i indendørs bueskydning. Med er deltagere fra 40 lande - nogle mere besværlige end andre.

Sport

Når de første deltagere i dag træder ind i Gigantium i Aalborg for at skyde de første kvalifikationsrunder, markerer det starten på konkurrencerne ved VM i indendørsbueskydning.

De næste fire dage vil pilene flyve gennem hallen mod skiverne, hvor pilenes placering vil afgøre, hvem der i sidste ende får guld og sølv, når to mænd eller kvinder står tilbage og skal afgøre det i en direkte konfrontation mod hinanden.

Forskel på distancen
»Den største forskel på udendørs og indendørs er distancen. Hvor vi skyder 70 meter udendørs, er det kun 18 meter indendørs. Omvendt så er målet noget mindre. I den ikke-olympiske bue, compound, er midten på størrelse med en 1-krone, mens den i den olympiske klasse, recurve, er lidt større end en femmer«, fortæller præsidenten for organisationskomiteen, Henrik Toft.

»Og det er altså på de mål, de står og rammer plet hele tiden. Faktisk kan man sige, at hvor man i udendørsskydning har muligheden for at komme tilbage, hvis man leverer en dårlig første pil, så er man indendørs ude af konkurrencen stort i samme sekund, som man laver sin første fejl«, siger Henrik Toft.

I alt 40 nationer har sendt bueskytter til Aalborg, og det betyder, at omkring 320 bueskytter fordelt på otte klasser er med, når kvalifikationsskydningen starter i dag.

Blandt dem er den ganske verdenselite - bortset fra bueskyttestormagten Sydkorea, som er blevet hjemme.

»De skyder kun udendørs, fordi indendørs bueskydning ikke er på OL-programmet. Vi har forsøgt at invitere et professionelt firmahold, men de sagde også nej, fordi de ikke var sikre på, at de kunne blive nummer 1, 2 og 3. Og gør de ikke det, mener koreanerne, at nogen vil miste respekten for deres bueskydning - derfor holder de sig væk«, fortæller Toft.

Bueskytter fra Kasakhstan
Til gengæld har han haft rigeligt at se til med resten af bueskytterne, som kommer fra så fjerne egne som Kasakhstan, Australien og Saudi-Arabien.

»Saudierne har været noget besværlige. For det første skulle de have tilmeldt sig i december, men gjorde det først her for tre uger siden. Da de så skulle betale forud, brokkede de sig, og da de endelig kom frem, og vi indkvarterede dem på byens fineste hotel, var værelserne ikke gode nok. Nu har de fået suiterne på hotellet, men det er heller ikke godt nok - det er åbenbart galt med udsigten - så nu kan de slå et telt op nede i Mølleparken, hvis de synes, det er bedre. Vi har i hvert fald andet at tage os til«, fortæller Toft, som også har sorteret en række lande fra, der kom med et andet formål end at skyde med bue og pil.

»Lande som Somalia og Elfenbenskysten har vi bedt om at blive hjemme. De er ingenting i bueskydningsverdenen, og da de samtidig ikke har betalt de 200 euro for at stille op, lugtede det alt sammen af, at de ville bruge stævnet til at søge asyl«, fortæller Henrik Toft.

Håb om dansk guld
Hvad angår de danske medaljechancer i forbindelse med VM-stævnet, håber Henrik Toft på, at det bliver til mindst én dansk guldmedalje, inden stævnet lukker på søndag. Han sætter først og fremmest sin lid til Louise Hauge - nummer ni på listen over Årets Fund i 2004 - som topper verdensranglisten for kvinder i compoundklassen.

»Men derudover har vi også gode chancer på juniorsiden, hvor vi stiller med et hold bestående af Patrick Laursen, der er europamester, Steen Gottlieb, der har verdensrekorden, og Kasper Christensen, som har skudt dette års bedste i verden. De har i hvert fald chancen, og måske kan de også lave noget individuelt«, siger Toft.

OL-deltager er stoppet
I den olympiske bue lider Danmark under, at OL-deltageren Hasse Pavia Lind fuldstændig har kvittet bueskydningen efter sommerens lege i Athen. De næstbedste er gode, men herreholdet er chanceløst i forhold til medaljerne, mens der slet ikke findes et kvindehold.

»Igen er det i juniorklassen, at vi har de bedste chancer. Taj Murmann har lige sat verdensrekord i cadetklassen (lige under juniorklassen, red.), og derfor er der selvfølgelig forventninger til ham. Men hvis bare han er i top-8, så har han gjort det meget, meget flot«, siger Henrik Toft.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden