Adriano sænkede mestrene

Inters Dejan Stankovic (venstre) forsøger at slippe væk fra Portos Nuno Valente. - Foto: AP
Inters Dejan Stankovic (venstre) forsøger at slippe væk fra Portos Nuno Valente. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Inters brasilianske angriber Adriano har været småskadet, og meldingerne fra Italien var, at han ikke var helt oppe på 100 procent forud for gårsdagens udsatte Champions League ottendedelsfinale mod FC Porto. Derfor kan man kun gisne om, hvordan Adriano mon spiller, når han engang rammer topformen, for brasilianeren var mere end nogen anden manden, som sendte de forsvarende mestre Porto ud af turneringen. I den grad venstrebenet Tre mål sparkede han i kassen på Giuseppe Meazza i Milano, hvoraf specielt mål nummer to var en ren perle i Inters 3-1-sejr. Manden er jo i den grad venstrebenet, men det ændrer ikke ved, at det var med en god flabet attitude, at Adriano på en frispilning fra Cruz sendte bolden med ydersiden af venstre fod ind bag en chanceløs Vitor Baia. Inter chokstartede med at bringe sig foran efter seks minutter, da Adriano fik bolden på kanten af feltet i Inters venstre side. Et par træk mod baglinjen var nok til at skabe den plads, han skulle bruge for at svinge venstrebenet, hvorefter skuddet blev blokeret og sej-lede i en bue ind over keeper Baia. Stillingskrig uden de store tilbud Resten af halvlegen var en stillingskrig uden de store tilbud, inden Adriano i anden halvleg leverede aftenens højdepunkt til 2-0. Dermed troede vel alle, at avancementet til kvartfinalerne var i hus. Med 1-1 i den første kamp skulle Porto score to gange for at gå videre, og det virkede ikke overvejende sandsynligt mod forsvarseksperterne fra Inter, som bare har tabt en enkelt kamp i Serie A i denne sæson. Men syv minutter efter Adrianos genialitet fik portugiserne ny luft, da Inters målmand Francesco Toldo fumlede med et hjørnespark, hvorefter anfører Jorge Costa fik bugseret bolden i nettet til det, som skulle have været en motivationskanyle i hovedpulsåren for Porto-holdet. Men Inter lod sig aldrig ryste, og tre minutter før tid blev affæren så afgjort, da Veron lagde en bold frem til Adriano, der efter endnu et par træk fik lagt bolden tilrette for venstrebenet og sparkede - lidt heldigt - bolden over i det lange hjørne. Dermed er Inter videre i turneringen, hvor der trækkes lod til kvartfinalerne på fredag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her