Samtidig med at kapløbet om OL-værtskabet for 2012 er gået ind i den afgørende fase, har Brian Mikkelsen (K) blot en uge inde i sin nye periode som kulturminister intensiveret indsatsen med at undersøge mulighederne for at få OL til Danmark og København i 2024. Kulturministeren har sammensat en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Idrætsfonden Danmark, Wonderful Copenhagen, Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og Københavns Kommune, som skal stå for den omfattende undersøgelse. Emner som idrætsfaciliteter, andre faciliteter som olympisk landsby, mediecentre og hoteller, infrastruktur, sikkerhed, organisation, tilskuerpotentiale, finansiering, samfundsøkonomi, kulturel kapital, ansøgningsprocedure og strategi skal belyses. Undersøgelsen er et led i regeringens overordnede målsætning om at udarbejde en handlingsplan for at trække flere store idrætsbegivenheder til Danmark. »Det er mit håb, at handlingsplanen gør os bedre til at tiltrække internationale idrætsstævner til Danmark som for eksempel VM i atletik og VM i ishockey. Det er vi nemlig ikke gode nok til i øjeblikket. Og vi skal udarbejde en handlingsplan, der forøger vores chancer for at vinde de hårde, internationale konkurrencer, der finder sted om at få tildelt alle de større idrætsstævner«, siger kulturministeren. Til gavn for alle Første etape er OL-undersøgelsen, og en national plan for idrætsanlæg til store idrætsbegivenheder udarbejdet af Team Danmark er anden etape. Kulturministeren ved ikke, om der følger flere penge med regeringens målsætning. »Nu laver vi først arbejdet, og så ser vi, hvad der skal til, og hvad der mangler«. »Hvis det lykkes os at skaffe store sportsstævner til Danmark, vil det både være til gavn for idrætsverdenen, turistbranchen og forretningsverden. Ja, det vil i det hele taget øge fokus på Danmark og understrege, at selv om vi er et lille land, kan vi godt løfte store opgaver«, siger han. Mens DIF hilste regeringens ønske velkommen, da regeringsgrundlaget blev lagt frem, er Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) ikke ubetinget tilfreds med fremtidsplanerne. »De store begivenheder er interessante, fordi det tyder på, at der er god økonomi i det, men det skal foregå inden for fornuftens rammer«, siger formand Søren Møller. »Vi har faciliteter i Danmark, der kan løfte begivenheder uden at bruge vanvittige summer på det, men OL i København er skudt over mål. København har ikke brug for faciliteter med plads til mange tilskuere, som vil være spildt for breddeidrætten. København har et efterslæb i faciliteter til almindelige borgere. Hvis vi får det, vil vi få en større andel aktive, og det har en effekt på sundheden. Så det er det, indsatsen skal koncentreres om«, mener han. Kulturministeren siger, at eventuelle OL-faciliteter skal bygges, så de kan bruges bagefter og til mange forskellige formål. Københavns problem »Og jeg tror, det vil give nogle fantastiske oplevelser til danskerne, og det vil løfte sportsgrenene, og det har vi alle interesse i. Hvis flere dyrker idræt, er det til gavn for alle«. Brian Mikkelsen ved, at københavnerne er »ekstremt underforsømte«, men: »Det er københavnernes prioritering og københavnernes problem. Der er ingen andre steder i Danmark, hvor staten er gået ind og har lavet idrætsfaciliteter, og hvorfor har Århus så mange faciliteter? Det er fordi, Århus selv har investeret i dem. Det er udelukkende kommunen, der har den opgave«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham og sagde: »Husk, ikke sige noget til nogen om, hvad der foregår herhjemme«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























