Fire kampe ét point. Fodboldåret 2005 startede skidt for de danske superliga-hold i Royal League, hvor formentlig kun ét kommer videre fra det indledende gruppespil: FC København eller Brøndby, der var ved at blive sat af i striden om andenpladsen i gruppe 2, men fik nyt liv, fordi FCK måtte nøjes med 2-2 i Parken mod Tromsø. Et resultat, der gjorde Brøndby-FCK-duellen på torsdag aften på Brøndby Stadion til ekstra interessant affære. Norsk udvisning Det var ikke godt nok, at FCK erne kun kunne få uafgjort mod et norsk hold, som fik Janne Hietanen udvist midt i anden halvleg, da han legede målmand og klarede et skud med den ene arm, så FCK fik straffe, og Alvaro Santos kunne udligne til 2-2 fra 11 meterpletten. Gæsterne fra det høje nord der i den historiske kamp, den første under tag i Danmark, blev støttet fint af en lille gruppe tilhængere, som nød varmen på tribunen imponerede faktisk med hurtigt, direkte omstillingsspil og bragte sig foran med to mål. Karim Essidiri scorede først, efter at Ole Tobiasen var blev udspillet af en 1-2-kombination ude i siden, og samme spiller øgede til 2-0 efter et hjørnespark. Sibusiso Zuma reducerede med et godt energimål og sørgede altså for, at FCK erne kom tilbage i kampen mod et Tromsø-hold, der havde en god målmand i Knut Borch og i første halvleg udnyttede, at der var ubalance på FCK-midtbanen i en række situationer. Tobias Linderoth og Hjalte Nørregaard lå flere gange på linje langt fremme og blev overspillet, når nordmændene drønede ud af forsvaret og kom af sted i deres kontraer. Backe fremhævede angribere FCK-træner Hans Backe var meget tilfreds med offensiven, men utilfreds med defensiven. Man forstod ham så udmærket. »Vi var ikke tydelige nok i opdækning og indgreb, og der blev foretaget en del forkerte vurderinger«, mente træneren, som fremhævede Zuma og Alvaro Santos. Nordmanden Magne Hoseth lyste også op, efter pausen, hvor han startede mange angreb i venstre side. Hjemmeholdet havde mest spil og flest chancer, men manglede lige det sidste held til at vinde kampen. »Efter sin lange skadespause var det godt at se Alvaro spille 60 gode minutter i dag«, sagde Hans Backe. »Og Zuma var både målfarlig, viste fin teknik og var meget bevægelig«. Zuma var tændt fra start og en dynamisk angrebstrussel i lang tid på et hold, der i perioder spillede bolden fint rundt på banen men også forsømte nogle gange at slå til med mere dybdespil, når nordmændene havde vovet sig lidt ud af forsvarspositionerne. Opgør mellem rivalerne på torsdag Og man så flere tekniske fejl, bl.a. fra Michael Silberbauer og backen Peter Christiansen, når de havde muligheden for at slå en afgørende aflevering ude fra kanten. Men vi er jo også kun i februar. På dette tidlige tidspunkt af året skal de danske hold ikke være i topform. Fysisk så det godt ud med FCK erne, og der var god fart i kampen i Parken. Det skal der nok også blive på torsdag i Brøndby, hvor FCK med en sejr kan hindre de evige rivaler fra vestegnen i at komme videre i Royal League og selv løse billetter til kampene i marts og april om topplaceringerne og de store pengepræmier til de bedste i norden.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Obama kan lukke og slukke som den sidste præsident fra en nogenlunde fælles virkelighed
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
»Jeg husker bare, at jeg stirrede på billederne på skærmen og tænkte: Kan det her virkelig passe?«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.




























