Stor interesse for AaB's fyrede angriber

Der er stor interesse for David Nielsen fra ind- og udland. - Foto: Lars Poulsen
Der er stor interesse for David Nielsen fra ind- og udland. - Foto: Lars Poulsen
Lyt til artiklen

Få timer efter at AaB meddelte angriberen David Nielsen, at han ikke skal træne eller spille mere for Aalborgklubben, som har sat ham på transferlisten, kom der til AaB-sportsdirektør Lynge Jacobsen en forespørgsel fra en klub på den temperamentsfulde angriber. Samtalen blev kort, fordi den pågældende klub regnede med, at David Nielsen var gratis. 'Vi forærer ham ikke væk' »Og det er han altså ikke«, forklarer Lynge Jacobsen, der tog beslutningen om, at AaB skal skille sig af med David Nielsen på baggrund af voldsepisoden til træningen forleden, da angriberen angiveligt slog holdkammeraten Allan Gaarde hårdt i gulvet. »Vi forærer ham ikke væk. Vi skal have nogle millioner for ham, men jeg kan jo godt indse, at markedsprisen på ham ikke er steget i denne uge«, siger Lynge Jacobsen. Agenten Karsten Aabrink bekræftede over for Ritzaus Bureau, at der er stor interesse for David Nielsen, og det er fra klubber i såvel Danmark som Norge og Sverige. FC Midtjylland? Hvem kan det være i Danmark? FC Midtjylland - som måske godt kunne bruge en god angriber efter salget af Mohammed Zidan? FCM-direktør Jens Ørgaard: »Jeg kan ikke kommentere på et bestemt navn. Vi ser os hele tiden om efter forstærkninger. Mere får du ikke ud af mig«. FC Nordsjælland: Nej Nogle af klubberne i bunden af Superligaen vil muligvis byde på David Nielsen. Det bliver ikke FC Nordsjælland: »David Nielsen er slet ikke noget tema for os, bestemt ikke«, siger FCN-træner Johnny Petersen. »Og hvis jeg var David, ville jeg nok søge udenlands efter den episode forleden«. FCK: Nej FCK-formanden Flemming Østergaard: »Jeg kan da sagtens forestille mig, at David fortsætter karrieren i en anden klub i Danmark. Han er en god spiller og en god dreng, men har han et rodet privatliv. Jeg ser ham ikke som én, der er voldelig, men han må være blevet provokeret«. Er han et emne for FCK? Flemming Østergaard: »Altså, se nu lige på, hvad vi har af angribere, så giver det vist svaret«. Og det er et nej. Med blødende hjerte Lynge Jacobsen forklarer, at det var med blødende hjerte, han traf den nødvendige beslutning om, at AaB og David Nielsen må skilles. Nødvendig, fordi episoden i mandags var af en karakter, så man kunne kalde den grænseoverskridende, som AaB-sportsdirektøren forklarer det. Med blødende hjerte, fordi - siger Lynge Jacobsen - »David på mange måder er en god fyr, men nogle gange blæser det lidt kraftigt omkring ham«. »David har over for mig beklaget, hvad der skete. Og han var selv med til at finde løsningen gående ud på, at han fortsat får sin løn hele kontraktperioden til udgangen af 2006, men at han er færdig i klubben som spiller, og at vi vil gøre alt for at få solgt ham«. Gaarde har ikke fået undskyldning Allan Gaarde fortalte onsdag, at han ikke havde modtaget en undskyldning fra David Nielsen, som det ikke var muligt at få en kommentar fra. Målmanden Jimmy Nielsen udtalte til TV 2 Sporten, at udgangen på sagen nok var i orden. Fordi David Nielsen ville kunne få svært ved at vende tilbage til AaB-truppen og spille sammen med Allan Gaarde og genvinde sin plads i hierarkiet. Jagt på erstatning Lynge Jacobsen er øjeblikkeligt gået på jagt efter en erstatning for David Nielsen. »Vi har flere unge, lovende angribere i truppen, men vi har brug for en erfaren mand af samme type som David, der måske ikke lavede voldsomt mange mål, men altid arbejdede stenhårdt og skabte plads til medspillerne«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her