Tyskerne er ikke i tvivl. Tv-stationen N-24 spurgte sine seere, om det tyske fodboldforbund, DFB, havde håndteret sagen om fodbolddommer Robert Hoyzers skandaløse svindel godt. 95 procent svarede nej - kun 5 procent mente, at DFB kom uplettet ud af Tysklands værste fodboldkrise siden en bestikkelsesaffære i 1971. Det står nu klart, at kroatiske tipssvindlere i Berlin kan have tjent mange millioner euro på at bestikke dommere og spillere på alle niveauer i de tyske ligaer og pokalturneringer. Seerne støttes af de barske kendsgerninger. Allerede 23. august i fjor informerede det statslige tyske spillefirma Oddset både telefonisk og skriftligt DFB om deres mistanker mod Hoyzer, der i sidste måned tilstod sit omfattende bedrageri og nu samarbejder med anklagemyndigheden. Oddset havde også identificeret den spiller, der havde vundet stort på sejr til to hold, der af tipstjenesterne var dømt til nederlag. Tabte millioner Private bookmakere, der opererer i Tyskland, havde allerede i efteråret Hoyzer i kikkerten. De sænkede derfor deres egne satsninger eller nægtede helt at indgå væddemål, hvis Hoyzer skulle dømme. Derfor tabte de heller ikke - som det var tilfældet med Oddsett - millioner på hans kampe, skriver fodboldbladet Kicker. Men DFB foretog sig, trods endnu en advarsel, intet, før tre af Hoyzers kolleger i januar i år gik til topledelsen med deres viden. DFB fandt heller ingen anledning til at informere chefen for de tyske dommere, Volker Roth, om advarslerne. Man stolede blindt på den 25-årige Hoyzer, der var udset til en stor karriere i tysk elitefodbold. En af de tre arresterede kroater, Ante S., havde før sin anholdelse fredag nat i sidste uge givet Hoyzer navnene på fire dommere og ni fodboldspillere, som alle skulle være impliceret i tipssvindelen. En af disse dommere, Jürgen Jansen fra Essen, blev i weekenden med kort varsel taget ud af en kamp mellem Werder Bremen og Hansa Rostock - angiveligt for at 'beskytte ham'. Alle implicerede har aflagt ed på deres uskyld, og deres chefer mener, at Ante S. lyver. Anfører suspenderet Men det står fast, at tre af navnene, alle Paderborn-spillere, stod på en tipssvindlers improviserede 'lønningsliste'. Den tidligere kaptajn for pokalholdet SC Paderborn, Thijs Waterink, har nemlig tilstået, at han forud for kampen 21. august i fjor, hvor Hoyzer svindlede en Paderborn-sejr hjem, modtog 10.000 euro af en ukendt mand forud for kampen. Hvis undertippede Paderborn vandt, kunne han fordele pengene mellem spillerne, lød 'den sydlandsk udseende mands' løfte. Hvis ikke, betalte Waterink blot beløbet tilbage. Den hollandske fodboldspiller er nu sendt på orlov på ubestemt tid. Sammen med to andre landsmænd driver Ante S. Café King i Rankestrasse nogle få hundrede meter fra den fashionable Ku'dam i det vestlige Berlin. Det var her, Hoyzer og toppen af tysk fodbold hang ud mellem kampene og lod sig beundre. Bodegaen er så kvælende tilrøget, at ingen kommer der for træningens skyld. Til gengæld kan Deres korrespondent af egen erfaring berette, at dagens ret for journalister er kold skulder. Her taler ingen over sig. Nede på hjørnet ved Ku'dam tæller en gigantisk lystavle ned til næste års fodbold-VM. I mandags var der ved middagstid 494 dage, 6 timer, 32 minutter og 34 sekunder tilbage. Så lang tid har DFB til at få ryddet op i egne rækker.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham og sagde: »Husk, ikke sige noget til nogen om, hvad der foregår herhjemme«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























