Bjarne Riis: Vi skal vinde Giroen

Ivan Basso (tv) kører udelukkende for at vinde fastslår Bjarne Riis. - Arkivfoto: Erik Kragh
Ivan Basso (tv) kører udelukkende for at vinde fastslår Bjarne Riis. - Arkivfoto: Erik Kragh
Lyt til artiklen

Som en duel mellem værtsnationens to unge, himmelstormende idoler Damiano Cunego og Ivan Basso - sådan er scenariet for den 88. udgave af Giro d'Italia allerede skitseret. Og det udgjorde da også det gennemgående tema, da den tre uger lange rundtur i verdens stærkeste cykelnation lørdag blev præsenteret i en skøn blanding af forvirring og prætentiøst anlagt tv-show i Milano. Riis: Kører kun for at vinde Tilsyneladende har italienske cykeleksperter besluttet sig for, at det er Cunego og Basso, som bliver frontfigurerne, når det drejer sig om den samlede triumf i den krævende udfordring, der indledes 7. maj i Reggio Calabria. Men Bassos dansk chef Bjarne Riis hæfter sig nu ikke så meget i, hvem der på forhånd udpeges som rival til hans trumf. »Jeg har godt set, hvordan der lægges op til Giroen i italiensk presse, men jeg er sådan set ligeglad med, hvem der nævnes som Ivans hovedmodstander. Det kan for min skyld være Cunego, Gilberto Simoni eller en hvilken som helst anden rytter. Ivan kommer under alle omstændigheder udelukkende til Giroen for at vinde den. Ellers havde han aldrig givet sig i kast med dette eventyr«, lød den yderst skråsikre melding fra Bjarne Riis, da han sammen med sin italienske kaptajn ankom til Milano for at medvirke i lørdagens seance. »Jeg frygter ikke, det vil få indflydelse på Ivans muligheder for at gøre sig gældende i Tour de France, hvor det også fortsat er meningen, han skal gå efter sejren. Jeg tror, han har kapacitet til at klare begge dele. Og jeg mener også, vi har så stærkt et hold omkring ham, at det kan bane vejen for hans succes. Der er ingen tvivl om, at det både i Giro og Tour udelukkende vil handle om ham, når det først går løs. Selvfølgelig kan det godt ændre sig hen ad vejen. Hvis der pludselig sker et eller andet uforudset, er det klart, at kræfterne måske skal spares til senere. Men udgangspunktet er, at der skal satses for fuld kraft på klassementet«. Program ændret Programmet for Ivan Basso er blevet ændret en smule, efter at det planlagte etapeløb Giro di Lucca i slutningen af februar, hvor han skulle have indledt sæsonen, er blevet aflyst. »Han starter nu i stedet i to endages løb, og derefter kører han Tirreno-Adriatico, Criterium International, Baskerlandet Rundt samt de belgiske klassikere Fleche Wallone og Liege-Bastogne-Liege. Det skulle efter min mening være den ideelle forberedelse til Giroen, som jeg i øvrigt synes tegner lidt kedelig og traditionel. Der er ikke mange overraskelser i den rute, arrangørerne har lagt, men det er klart, at vi nok skal vente til den sidste uge med at få en afklaring på, hvem der vinder«, konstaterer Bjarne Riis. Højst to danskere med Som det ser ud lige nu stiller CSC maksimalt med to danskere i Giroen. Den nationale mester Michael Blaudzun skulle være sikker deltager, mens Bjarne Riis omtaler Nicki Sørensen som en mulighed, selv om denne kun står opført i planerne som reserve. »Nicki kan meget vel blive aktuel, fordi han er i meget fin form allerede nu. I det hele taget har vores træningslejr udviklet sig langt over forventning. Rytterne har tilsyneladende pisket hinanden op til at være helt på toppen fra start, og det lover særdeles godt for den første del af sæsonen«, fastslår Bjarne Riis.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her