VM-værterne kan vise sig vanskelige

Tunesiens Sboui bliver stoppet af Neto i Angolas forsvar.   Foto: Lars Poulsen
Tunesiens Sboui bliver stoppet af Neto i Angolas forsvar. Foto: Lars Poulsen
Lyt til artiklen

Værterne fra Tunesien kan vise sig at blive en ubehagelig oplevelse for Torben Winthers mandskab, når de to hold mødes fredag aften. Godt nok havde tuneserne ualmindeligt let spil mod Angola, der udelukkende har fået adgang til denne slutrunde, fordi Det Internationale Håndboldforbund (IHF) gerne vil have deltagere fra alle dele af verden med ved slutrunden. Stærk opbakning Håndbold var de i hvert fald ikke gode til at spille, mens tuneserne trods den ringe modstand fik vist prøver på hurtigt, teknisk håndbold samt godt målmandsspil af Makram Missaoui og Marouen Maggaiz. Det rakte til en sejr på 39-23, og med hjemmebane i en imponerende nybygget håndboldhal i Rades uden for Tunesiens hovedstad, Tunis, ligner værterne en farlig modstander. Holdet bliver bakket kraftigt op af 12.000 medlevende tilskuere, og træner Sead Hasanefendic har opbygget et homogent hold af atletiske spillere, der stadig arbejder med et offensivt forsvar, men ikke spiller helt så meget 'indianerhåndbold' som tidligere. Tunesien har på grund af en skade i sidste øjeblik inden slutrunden mistet holdets største profil, Sobhi Sioud, fra franske Montpellier, men i kampen mod Angola tog især Marouen Haj Ahmed og Wissem Hmam over med henholdsvis seks og fem scoringer. Angola bliver intet problem Angola, som Danmark møder i holdets anden kamp, bør til gengæld ikke volde problemer med hensyn til resultatet. Til gengæld kan afrikanerne vise sig farlige på et helt andet område. Mod Tunesien begik holdet en stor mængde ukontrollerede frikast, man normalt ikke ser på topniveau, og derfor skal de danske spillere være opmærksomme på at undgå yderligere skader til en i forvejen hårdt ramt spillertrup. Spild af tid Og hvis det danske hold formentlig kan se frem til en storsejr over Angola, så er der udsigt til en endnu større nedsabling, når modstanderen onsdag aften er Canada. Nordamerikanerne er også med udelukkende på en 'verdensdels-billet', hvilket man fik syn for, da Frankrig vandt en grotesk håndboldkamp med 43-16 efter at have ført 24-5 ved pausen. »Det er simpelthen spild af tid, og man burde helt ærligt lave et andet kvalifikationssystem, så man ikke får så mange af disse 'mærkelige' nationer med«, som landsholdets skadede playmaker, Joachim Boldsen, sagde i TV2's VM-studie. Holdet har ikke klasse til at spille i hverken den bedste eller næstbedste danske række, og kampen på onsdag bliver endnu et opgør, hvor det udelukkende handler om at hive sejren hjem uden at bruge for mange kræfter, sende reserverne i kamp og så ellers undgå skader. I pulje B leverede Tjekkiet og Island én af førstedagens eneste spændende kampe, da de to hold spillede 34-34 efter at have domineret hver sin halvleg. Kroatiens forsvarende verdensmestre mødte i gruppe C Argentina og havde ikke problemer med at sikre en sejr på 36-23.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her