Han vil spille. Han vil vinde. Han vil ofre. Ole Fritsen, den nuværende 1. divisions-træner i Fredericia, giver denne korte karakteristik af Thomas Gravesen. Fritsen var den 28-årige landsholdsspillers læremester i Vejle, han har været cheftræner for ham, og han har fulgt elevens karriere i udlandet med interesse, glæde og sikkert også lidt stolthed. For Gravesen er jo nået langt, meget langt i kraft af sit talent og viljestyrke og har gjort fodboldbyen Vejle stor ære - og at næste station bliver Real Madrid, er i øvrigt ikke være nogen stor overraskelse for Ole Fritsen. »Dels er det godt set, at Thomas lige er manden, der kan skabe den rette balance og defensive dækning på Real-holdet. Dels har jeg for længe siden indset, at Thomas måtte ende i en sydeuropæisk klub. Han er god nok til Real Madrid«, siger Ole Fritsen. »Han har fysikken, teknikken, indstillingen og de nødvendige værktøjer« »I England og Tyskland har han spillet på et højt niveau. Spanien er et trin højere - og i Spanien vil hans individuelle, offensive kvaliteter komme mere til sin ret end i Premier League og Bundesligaen, tror jeg. Det er tilladt at tage flere chancer, det vil tilskuerne gerne se. Der bliver virkelig spillet rigtig fremadrettet fodbold«. Tog magten fra Sivebæk Ole Fritsen var leder af Vejles fodboldskole, da Thomas Gravesen var junior, og efter ynglingeårene fik Gravesen straks divisionsdebut på det Vejle-hold, som Ole Fritsen havde overtaget ansvaret for. »Han spillede sammen med sin agent, den langt mere erfarne John Sivebæk. Men der gik ikke mange kampe, så var det Thomas, der styrede det hele«, fortæller Ole Fritsen, der især husker en kamp i Parken mod FCK, hvor Gravesen næsten ene mand holdt hele det københavnske angreb nede. Han kom lynhurtigt øverst i hierarkiet, for han har altid været en naturlig styrmand. »Man kan ikke holde ham tilbage. Han har så megen energi, og han vil vinde hver gang. I hans unge år kogte temperamentet over af og til, og jeg har sendt ham hjem fra træning, fordi han forivrede sig og 'savede benene over' på en modspiller. Så måtte jeg forklare ham nogle ting dagen efter«. »Han har været overgearet, men det har jeg set som udtryk for hans entusiasme. Han er i mine øjne en god dreng. Han er umiddelbar, ærlig og lige ud ad landevejen. Og han brænder for fodbolden, for at træne og spille kampe«. Hyperaktiv morgenmand »Man kan ringe til ham kl. 6.30 om morgenen, og han er klar til kamp kl. 7. Han er hyperaktiv. Engang besøgte jeg ham i Everton, hvor de fortalte mig, at de nogen gange måtte låse af til styrkerummet, fordi Thomas hele tiden ville ind for at gøre sig stærkere, hvis ikke der blev spillet bold ude på banerne«. »Han flytter sig ikke, som mange andre vil gøre, hvis der kommer en fire meter høj bølge. Intet er for stort eller for svært for ham. Han er rede til at ofre sig, til at ofre alt på at få opfyldt sine og holdets ambitioner«, siger Ole Fritsen videre. Han kunne godt klare, at den kåde, livsglade Gravesen på træningsbanen i Vejle lige pludselig fandt på at springe op på ryggen af træneren og tage en ridetur. Det kunne derimod Frank Pagelsdorf, cheftræneren i Hamburger SV, ikke, og Gravesen fik vist et par bøder for disciplinære forseelser i tiden i Tyskland. Fik pause af 'Bosse' Sammen med vennen Stig Tøfting var Thomas Gravesen af og til en 'bandit' over for holdkammeraterne i landsholdstruppen, og den forrige landstræner Bo Johansson gav Gravesen en 'modningspause' på et års tid, fordi svenskeren følte, at Gravesen gik over stregen i nogle nærkampe og kunne være en 'risikofaktor' på landsholdet. Ingen kunne dengang vide, hvad han kunne finde på i kampens hede. Nu er han blevet mere voksen - dog stadig lidt 'gal' samtidig med, at han, på sine bedste dage, kan være en genial spiller. En topprofessionel fyr, der bruger al sin tid på fodbolden, men holder kontakten til de gamle venner fra drengeårene i Vejle, bl.a. Brøndby-spilleren Kaspar Dalgas - som påstår, at Gravesen også kan være normalt stille og rolig, men jo gerne vil have lidt gang i den, når de er sammen. Han har tit lagt nogle flybilletter klar, så han har kunnet få dansk besøg i ungkarlelejligheden i Liverpool. Snart skal billetterne til vennerne udstedes til Madrid.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Amerikansk ekspert: »Kan de se bort fra, at de sidder med verdens rigeste mand, der beder om flere penge?«
-
Mette Frederiksen terroriserer sin egen befolkning
-
Michael Jarlner: Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort en liste over europæiske og danske virksomheder: »Sov godt«
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Schack'erne er ude af Folketinget efter sammenlagt 40 år: »Det er jo et tab af et formål og en retning«
-
Han forsvandt ind i sig selv, når han var depressiv, og var en bølle, når han var manisk
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Schack'erne er ude af Folketinget efter sammenlagt 40 år: »Det er jo et tab af et formål og en retning«
Lyt til artiklenLæst op af Morten Skærbæk
00:00
Nicolás Maduro laver sjov med sin søn fra fængslet, ser fodbold og læser sine idoler Lenin og Bolivár
Klumme af Christian Jensen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























