På en af de mest vanvittige afslutninger, de danske håndboldkvinder nogensinde har været involveret i, lykkedes det på en eller anden mærkværdig måde europamestrene at hive sejren hjem over Frankrig og med 22-20 spille sig så tæt på semifinalen ved EM i Ungarn, som tænkes kan. I 55 minutter af det usædvanlig dårligt spillede opgør havde franskmændene begravet alle danske forhåbninger om adgang til medaljekampene, og hvordan det lykkedes det danske spillere at kæmpe sig op af det hul, fremstår som lidt af en gåde. Held i rigelige mængder 3 minutter og 44 sekunder før afslutningen kom Danmark med 21-20 foran for første gang i kampen, da Rikke Skov sendte sit femte mål i kassen. Med 2 minutter og 53 sekunder igen brændte Frankrig et straffekast, og da Anne Petersen på et svineheldigt skud, som blev rettet af i de franske parader og snød keeperen, bragte danskerne foran 22-20 43 sekunder før slutsignalet var kampen afgjort. Tysk sejr kan sende danskerne videre Danmarks videre EM-skæbne bliver beseglet torsdag og kan allerede være afgjort inden Danmark kl. 17.45 skal på en meget svær opgave mod de ungarske storfavoritter. De forsvarende europamestre er i semifinalen, hvis Tyskland i den tidlige eftermiddagskamp kan besejre Frankrig. Glipper dette, skal Danmark have point mod Ungarn, medmindre Rumænien så senere på aftenen taber til eller spiller uafgjort mod Østrig. Det meste gik galt Danmark har gjort det til en dårlig vane at levere nogle miserable indledende minutter, og kampen mod Frankrig var ingen undtagelse. Det var måske de dårligste 30 minutter, europamestrene har spillet ved denne slutrunde, og de gjorde næsten alt det galt, der kan på en håndboldbane. Afslutningerne var igen alt for stressede, og som det vel nok eneste hold i turneringen lykkedes det de danske spillere at gøre franskmændenes ikke specielt efne målvogter Stella Mathieu-Joseph rigtig god. Stor fransk føring Efter knap otte minutters spil stod det 5-1 til franskmændene, og landstræner Jan Pytlick forsøgte med et hav af udskiftninger febrilsk at finde opstillingen, der kunne få hul på målscoringen og fat i forsvaret. I perioder lykkedes, det, men lige når danskerne var ved at nå op, tog Frankrig igen afstand og førte ved pausen 12-10. I 2. halvleg var der ligesom i de første 30 minutter langt mellem de danske snapse, og Frankrig øgede, så de flere gange var i spidsen med både tre og fire mål. Kun meget lidt hang sammen i det danske spil, som dog fik fløjene med igen efter at de havde hængt lidt i de foregående kampe. Mortensen fik fat Et af de altafgørende momenter i kampen kom, da franskmændenes bedste spillere, Sophie Herbrecht, omkring midtvejs i 2. halvleg måtte gå ud efter et sammenstød med det danske forsvar og ikke siden kom på banen. Så begyndte de franske spillere at gå sukkerkolde, samtidig med at Karin Mortensen for første gang i kampen fik fat i de franske skytter. Med møje og besvær sled Danmark sig tilbage i kampen, men havde voldsomme problemer med at komme igennem til kvalificerede afslutninger. Sjøberg dykkede Mette Sjøberg kom ned på jorden igen efter sine flotte kampe og måtte se alle sine afslutninger ende uden scoringer. Hun tilbragte derfor det meste af 2. halvleg på bænken, hvorimod Rikke Skov tog over på venstre back og lavede nogle gode mål. På den problematiske højre back blev Anne Petersen en slags matchvinder med to af de sidste tre danske mål, men både hun og Lise Knudsen mangler stadig den nødvendige klasse til at gøre en forskel.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
»Nu er vi sparket tilbage til start«: Yderst effektivt våben mod SMS-svindel bliver stoppet
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























