FIFA afviser dopingstrid

Lyt til artiklen

Det Internationale Fodbold Forbund (FIFA) er kommet under nyt pres, idet fodbolden er det eneste olympiske specialforbund, der endnu ikke har indarbejdet de internationale dopingregler fra Det Internationale Antidoping Agentur (WADA) i sine love. Det har bragt sindene i kog hos WADA og ikke mindst hos dets vicepræsident, Danmarks kulturminister, Brian Mikkelsen (K). 'Vi har ingen problemer' Men FIFA forstår slet ikke, hvad problemet er. »Vi har ingen problemer med WADA«, siger Sepp Blatter i et interview med Politiken og henviser til forårets kongres i Paris, hvor FIFA med blandt andre WADA's præsident, Dick Pound, og præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité (IOC), Jacques Rogge, som vidner skriftligt tilkendegav, at man ville tilslutte sig WADA's regler. »Jeg ved ikke, hvor mange journalister der var, men der var 204 nationale forbund, 200 gæster og mere end 1.000 mennesker i et konferencerum. Mr. Pound læste dokumentet, og vi underskrev det sammen med mr. Rogge. Vi gav hinanden hånden, og der blev taget billeder, og alle var glade, så jeg ved ikke, hvor problemet er«, siger FIFA-præsidenten. Heller ikke IOC-præsident Jacques Rogge kender til problemet, siger han til Politiken, men det gør WADA. Pres fra EU For selv om FIFA accepterede kodeksen, har organisationen ifølge WADA ikke implementeret den i sine disciplinærregler, der skal ændres, så WADA kan appellere FIFA's endelige afgørelser til den internationale sportsdomstol (CAS), og så det fremgår, at FIFA accepterer både WADA's liste over forbudte stoffer samt en toårig straf som udgangspunkt i enhver sag. Dick Pound har via en fax ladet Blatter forstå, at reglerne skal ændres, ligesom EU's sportsministre har lagt pres på præsidenten. »Min kære kollega Dick Pound har skrevet, at vores disciplinærregler skal forbedres, det er vi i gang med at kigge på, og hvis vores regler ikke er i overensstemmelse med vores forpligtelser over for WADA, vil vi ændre dem på vores eksekutivmøde«, lover Sepp Blatter. 'Vi er med WADA' I torsdags fik Brian Mikkelsen brev fra Sepp Blatter, hvori FIFA-præsidenten inviterer WADA til et møde, som Blatter foreslår holdt i januar. WADA's præsident, Dick Pound, har dog for nylig gjort det klart for Blatter, at FIFA's regler bør komme på plads på organisationens eksekutivmøde. Det afholdes i næste weekend, men spørgsmålet er imidlertid, om de to organisationer er enige om FIFA's forpligtelser. WADA har sagt, at FIFA kan behandle sine sager individuelt, men har samtidig fastslået, at en straf på to år er normen. Det er dog det første, Blatter hæfter sig ved. »Alle steder har dommeren ret til at tilpasse straffen i forhold til forseelsens alvor og omstændighederne. Og det er det samme princip, vi har forsvaret«, siger Blatter. »Vi er ikke imod WADA, vi er med WADA, vi arbejder sammen med WADA«, siger han og tilføjer, at FIFA har tilbudt WADA og andre sportsgrene at benytte sig af sit netværk af flere end 200 læger. 'Kunstig skabt problem' »Jeg tror, det er et kunstigt skabt problem for at bevare en form for negativ omtale rettet mod FIFA«. Blatter mener, at FIFA i de seneste 10 år har spillet en »meget proaktiv« rolle i kampen mod doping, og han erkender også, at fodbolden har et ansvar. »Eftersom vi er den mest populære sport, som flere end 250 millioner mennesker er direkte involveret i, har vi også et ansvar for at holde vores sport ren, og det er derfor, vi har besluttet ikke bare at arbejde for os selv, men at tilbyde vores viden og erfaring til andre sportsorganisationer«, siger Blatter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her