Brian Steen Nielsen, der er ellers er gået på fodboldpension, er i yderste konsekvens klar til et comeback i den århusianske fodboldklub. Det sagde han til Politiken nogle timer efter, at den tidligere landsholdsspiller Stig Tøfting blev præsenteret for en fyreseddel i AGF som følge af håndgemæng i forbindelse med en julefrokost i torsdags. Brian Steen Nielsen spillede sin foreløbig sidste kamp for AGF, da holdet lukkede sæsonen mod Silkeborg på hjemmebanen i Århus for halvanden uge siden. Men med både Brian Steen Nielsens, Stig Tøftings og svenske Tobias Grahns exit fra Fredensvang er klubben i bekneb for centrale midtbanespillere. Kun i nødstilfælde Derfor åbner Brian Steen Nielsen døren på klem for, at han måske snører fodboldstøvlerne igen og spiller videre i Superligaen til foråret, men - understreger han over for Politiken - »så skal den sportslige situation i AGF være meget, meget kritisk«. »Og det ved vi jo først, når transfervinduet lukker, og vi ser, om vi har fået nye spillere, og hvordan holdet ser ud«, siger han. »Det er klart, at der skal ske noget her i pausen - og jeg har jo selv et ansvar i min nye funktion som scout og assistenttræner. Jeg skal være med til at finde afløserne for Tøfting og mig selv«. »Vi har brug for spillere med erfaring, som kan tage ansvar. Vi skal have nogle profiler, og det vil være dejligt, hvis vi kan finde nogen hurtigt«. Bekymret træner På skadelisten har AGF i det meste af efterårssæsonen haft både norske Johnny Hansen og svenskeren Martin Ulander, som begge kan spille på den centrale midtbane. Tidligere har cheftræner Sören Åkeby efterlyst to-tre nye spillere, og det tal er næppe blevet mindre efter den seneste udvikling med fyringen af Stig Tøfting. »Vi har selvfølgelig fået en del at tænke over. Med al den erfaring og så dygtig en fodboldspiller, som Stig Tøfting er, så er det klart, at vi er nødt til at se på vores behov«, siger Åkeby til Ritzau. Men forstærkninger til AGF kan Åkeby komme til at spejde længe efter. Lejesvenden Tobias Grahn er netop rejst hjem til Malmø, fordi AGF i øjeblikket ikke opfylder DBU's krav om, at egenkapitalen skal udgøre 25 procent af lønsummen, og derfor kan klubben ikke skrive kontrakter med nye spillere. Milliontilførsel Klubben har godt nok for ganske nylig præsenteret en aktieemission, som sikrer små 30 millioner kroner i den slunkne klubkasse, men de penge er først til rådighed i løbet af januar, og da transfervinduet indtil videre (DBU tager først midt i januar stilling til, om åbningstiden skal udvides til også at omfatte februar) kun er åbent frem til 31. januar, så kan AGF havne i en situation, hvor truppen ikke kan suppleres. »Jeg har ingen kommentarer til vores økonomiske situation. Vi undersøger i øjeblikket mulighederne for, hvordan vi kan komme til at skrive kontrakter. Og vi skal nok få styr på det«, siger AGF's bestyrelsesformand, Svenn Dam, der heller ikke har nogen kommentarer til fyringen af Stig Tøfting. Ked af fyring Tøfting blev fyret efter et møde med direktør Frank Heskjær og Svenn Dam. Ifølge Politikens oplysninger skyldes det, at Tøfting og holdkammeraten Søren Pedersen skulle have været i kammeratligt klammeri under spillernes julefrokost i torsdags i klubhuset på Fredensvang. Under dette klammeri blev Tøftings skjorte tilsyneladende revet i stykker, og det fik Tøfting til at fare i flint. »Jeg vil ikke kommentere på, hvad der skete. Det vedkommer ikke andre, hvad der sker til en privat fest«, sagde Stig Tøfting. »Jeg er selvfølgelig ked af, at jeg er blevet fyret, men jeg må forholde mig til realiteterne. Og det er, at jeg er blevet fyret, fordi AGF har benyttet sig af en passus i kontrakten, som gør, at de har mulighed for at fyre mig med øjeblikkelig virkning«. Hvad siger den passus? »Den siger, at hvis jeg på eller uden for banen skader AGF's image, så har klubben mulighed for at afskedige mig med øjeblikkelig virkning. Det er ikke begrænset til strafbare forhold, så hvis bare jeg giver AGF dårlig medieomtale, så er det nok til, at de kan fyre mig. Det vil sige, at hvis jeg gik ned ad Strøget i bar røv, så er det nok«. Hvad skal der ske nu? »Jeg har ferie - det vil sige, jeg har ikke ferie mere, for den er stoppet, men derfor skal jeg alligevel lige holde lidt mere ferie«. Skal du fortsætte med at spille fodbold? »Det kan jeg ikke svare dig på. Nu er det jo ikke så mange timer siden, jeg fik fyresedlen, så jeg har ikke tænkt så meget over det«. Men er du træt af at spille? »Jeg elsker stadig at spille fodbold, så på et eller andet plan skal jeg jo nok fortsætte«. Er du overrasket over, du er blevet fyret? »Egentlig ikke. AGF er i deres ret til at gøre det. Som jeg læste op før, så kan de fyre mig, hvis jeg skader deres image, så det kan jeg ikke være overrasket over«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hvis vi får den regering, der lige nu er på tegnebrættet, får vi nok tre, ikke to, oppositioner
-
Om en måned skal de være ude: Op mod 100 musikere får frataget deres øvelokaler
-
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
-
Trump joker om at overtage Cuba 'når arbejdet i Iran er færdigt'
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























