Arsenal var i tovene, men slap med skrækken, da det engelske mesterhold langt henne i anden halvleg spillede ni mod elleve mod PSV Eindhoven og med stillingen 1-1 var overhalet af René Henriksens Panathinaikos i Champions Leagues gruppe E. Grækerne var foran 2-1 mod Rosenborg. Nordmændene fik imidlertid udlignet til 2-2, og dermed bevarede Arsenal med det ene point andenpladsen. Og med en hjemmekamp mod Rosenborg tilbage må Arsenal være ret sikker på at komme videre til ottendedelsfinalerne sammen med PSV. Passivt modstand Arsenals målmand Jens Lehmann har gennem længere tid 'gjort krav på' posten som Tysklands nummer ét i stedet for FC Bayerns Oliver Kahn. 35-årige Lehmann blev mester med Arsenal, og tyskeren spillede en række gode kampe i sidste sæson. Men folk, der følger Arsenal tæt, ryster på hovedet af Jens Lehmanns udmelding om, at han er bedre end Kahn. For nok er Jens Lehmann hurtigt reagerende mellem stængerne, og han kan præstere seværdige og akrobatiske redninger ude ved stolperne og oppe under overliggeren, men han mangler altså den sidste kynisme, autoritet og udstråling i spillet ude i feltet. Det så man i Eindhoven. Hvad lavede Jens Lehmann, da PSV-forsvareren Andre Ooijer løb frem og hovedstødte 1-0-målet ind? Arsenal-forsvarerne sov, men Jens Lehmann stod samtidig meget passivt inde på sin plads og opdagede alt for sent faren. Han burde have stormet frem for at bokse til bolden, presset PSV-spilleren væk eller generet ham så meget, at situationen ikke have ført til føringsmålet. Stærk offensiv Den tidligere Arsenal-anfører Tony Adams har for engelske BBC givet et bud på, hvorfor Arsenal har haft svært ved at begå sig på den europæiske scene samtidig med, at London-holdet har været Englands nummer ét. Tony Adams - der i sin tid udgjorde en fantastisk solid firebackkæde sammen med Lee Dixon, Steve Bould og Nigel Winterburn - har ikke nogen kritiske bemærkninger om Jens Lehmann. Tony Adams analyserer sig frem til, at manager Arsené Wenger bruger for få defensive spillere på holdet og altså har satset for offensivt. Sådan var det ikke i aftes, hvor begge mandskaber spillede disciplineret, med forsvarsorganisationen på plads hele tiden og kom hurtigt tilbage for at forsvare, når et angreb var afsluttet. Thierry Henry var gæsternes stærkeste offensivspiller med nogle herlige, udfordrende løb med bolden - og Henrys oplæg og afslutning, da 1-1-udligningen kom, var super. Han spillede bande med Fredrik Ljungberg, der med en smart hælaflevering lagde bolden tilbage, så Henry kunne sparke den hårdt i nettet. Thierry Henry brillerede også efter pausen med et par spektakulære indslag, når han viste sin hurtighed, både i fødderne og i omtanke. Han var tæt ved at score efter et herligt sologennembrud, og han lagde op til en stor chance til Frederik Ljungberg. Det var efter, at Lauren var vist ud, da han lavede et groft frispark og fik sin anden advarsel. Patrick Vieira efterlignede Lauren og så to gange gult og dermed rødt, fordi han pløjede en modstander ned med en ubehersket tackling. Den tyske dommer Herbert Fandel kunne ikke handle anderledes - men Arsenal holdt altså 1-1 tiden.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Da Pia Olsen Dyhr indtog talerstolen, kunne man tydeligt høre, at noget er i gære på Marienborg
-
Da jeg slettede Instagram, stod jeg pludselig med et uforudset problem
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup
Kronik af Sofie Risager Villadsen




























