Zidan rejser senest til sommer

Det er kun et spørgsmål om tid, før Zidan vokser fra Superligaen, siger den elegante egypters agent. - Arkivfoto: Ole Steen
Det er kun et spørgsmål om tid, før Zidan vokser fra Superligaen, siger den elegante egypters agent. - Arkivfoto: Ole Steen
Lyt til artiklen

Det er svært at tale om FC Midtjylland uden at tale om Mohammed Zidan. Den egyptiske angriber er klubbens topscorer med 11 mål i 16 kampe, og til sammenligning står nærmeste forfølger indtil videre noteret for blot to scoringer. Derudover fører Zidan statistikken over afslutninger med i alt 64, hvilket svarer til fire per kamp, og alt i alt kan man sige, at nøglen til sejr over midtjyderne ligger i at få stækket Mohammed Zidan. Et spørgsmål om tid Et sådant generalieblad vækker naturligvis opsigt rundt om i Europa, og der bliver efterhånden ikke talt om, hvorvidt Mohammed Zidan ryger til udlandet, men kun om hvornår. For at sikre sig de bedste muligheder har egypteren efter sommerens mange spekulationer og kuldsejlede forhandlinger selv hyret FIFA-agenten Ivan Benes til at stå for kontakten til de interesserede klubber. »Planen er, at Zidan er solgt inden næste sommer, men om det så bliver i januar eller efter sæsonen, betyder ikke så meget. Det vigtigste er, at det bliver til den rigtige klub«, siger Ivan Benes, der glæder sig over tilgangen af den nye klient. 25 millioner kroner Interessen er nemlig ganske stor, selv om prisen på minimum cirka 25 millioner danske kroner indtil videre har skræmt alle væk. »Vi taler om en angriber, der efter min mening kan gå direkte fra Superligaen og ind i en af de store ligaer. Derfor er interessen også forholdsvis stor, men vi har valgt ikke at fortælle offentligt, hvem vi taler om. Det giver bare Zidan alt for meget kriller i maven, hvis vennerne, TV3 og holdkammeraterne alle sammen begynder at tale om, hvem der nu sidder på tribunen«, forklarer fodboldagenten, der af samme årsag heller ikke vil røbe, om han har gæster fra udlandet placeret på SAS Arena i dag. Hjemmebanemestre Her har midtjyderne fortsat ikke tabt, og hvis stillingen i Superligaen kun blev regnet ud på baggrund af hjemmekampene, ville FC Midtjylland være nummer et foran Brøndby og AaB. I sidste sæson var Mohammed Zidan da også klart mest farlig, når kampene foregik på hjemmebane, mens hans foreløbig 11 scoringer i efteråret er mere ligeligt fordelt med seks hjemme og fem på udebane. Tilbage står så spørgsmålet, om den snart 23-årige angriber er moden nok til at klare springet til en af Europas større ligaer. Alene i efteråret har Zidan været i fokus på grund af en episode med publikum i Århus, indkøb af et stjålet ur, samt da en samlet Herfølge-lejr for et par uger siden beskyldte ham for at filme og generelt opføre sig usportsligt. 'Han har et stabilt niveau' »Jeg mener nu, at han er godt på vej«, siger FC Midtjyllands træner, Erik Rasmussen, der netop fremhæver de forskellige medieomtalte episoder som et indirekte plus i karakterbogen. »På trods af dem har Zidan nemlig holdt et godt og stabilt niveau hele efteråret - måske bortset fra i vores sidste kamp mod AaB. Det viser, at han er modnet rent mentalt. Omvendt har han selvfølgelig selv været årsag til en del af det pres, han har været under, og han har i hvert fald selv sørget for, at modstandernes fans har masser at synge om, når vi er på udebane«, lyder det fra Erik Rasmussen. Formsvage Esbjerg Han er forberedt på, at Mohammed Zidan er i klubben på lånt tid, men egypteren er med, når Esbjerg i dag skal forsøge at ødelægge midtjydernes imponerende hjemmebanestatistik. Indtil videre har vestjyderne imidlertid kun hentet en enkelt udesejr i denne sæson. Træner Ove Pedersen fokuserer nu på noget helt andet: »Når omgivelserne skal bedømme os i forhold til FC Midtjylland, vil vi nok blive fremstillet som formsvage Esbjerg, selv om vi faktisk kun har tabt én af de seneste syv ligakampe. Jeg ville være et skarn, hvis jeg ærgrede mig over pointhøsten i en periode med rigtig mange kampe«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her