En dør på klem for Boesen

Lasse Boesen (bill.) eller Anders Eggert? Landstræneren skal nu gøre op med sig selv, om han vil satse på rutinen eller ungdommen. - Arkivfoto: Lars Poulsen
Lasse Boesen (bill.) eller Anders Eggert? Landstræneren skal nu gøre op med sig selv, om han vil satse på rutinen eller ungdommen. - Arkivfoto: Lars Poulsen
Lyt til artiklen

Det ser ikke alt for godt ud: Den rutinerede Nikolaj Jacobsen fra Viborg er stoppet af en skade, og det samme er kontraløbs-raketten Boris Schnuchel fra Kolding. Tilbage er kun - blot to måneder før VM i Tunesien - 32-årige Lars Christiansen fra Flensburg. Og selv om han er holdets mest erfarne spiller med en ballast på 191 landskampe og 905 mål, så kan også han bruge en pause i en lang VM-turnering. Eggert eller Boesen Det ved landstræner Torben Winther - og han overvejer derfor, hvem han skal satse på som 'suppleringsspiller': Den bare 22-årige Anders Eggert, der er med ved World Cup-slutrunden her i Sverige, eller den mere rutinerede Lasse Boesen, der plejer en skade hjemme i Portland San Antonio? »Lars Rasmussen (Minden i Tyskland) og Michael Hoffmann (Svendborg) er begge udmærkede fløjspillere, men de har været væk fra landsholdet så længe, at jeg ikke vil tage dem med igen. Tilbage er der så valget mellem den helt unge og den rutinerede«, sagde Torben Winther, inden han gik ind for at lede fredagens træning i Scandinavium i Göteborg. Døren er altså åbnet på klem for Lasse Boesen, der for et år siden blev vraget til EM-bronzetruppen, da Torben Winther i stedet ønskede at styrke forsvaret. Kan bruges på flere pladser Boesens uheld er, at han ikke er med her i Sverige, men da landstræneren for kort tid siden var i Spanien for bl.a. at se den tidligere Kolding-spiller an, leverede han en fin indsats mod FC Barcelona. Lasse Boesen spiller normalt venstre back, men han kan - hvilket ofte er sket på landsholdet - bruges som nødløsning på venstre flanke. Samtidig med at han kan være gardering for Lars Krogh Jeppesen og Lars Møller Madsen på venstre back. Torben Winther udtager sin 16 mand store VM-trup inden jul, og 3. januar samles holdet til de intensive forberedelser inden afrejsen til Tunesien 21. januar. Spiller for finalen Et led i forberedelserne finder sted i aften i Göteborg, hvor danskerne skal møde Frankrig, der vandt turneringen tilbage i 2002 - ved at slå et afbudsramt dansk hold 28-24 i finalen. Denne gang er rollerne byttet om, idet Frankrig må undvære flere af sine stamspillere, bl.a. Jackson Richardson, Bertrand Gille og Jérome Fernandez. »Vi vil selvfølgelig spille for at komme i finalen, men da det er en testturnering, kan jeg ikke udelukkende satse på sejren, jeg er nødt til at have forskellige i spil og prøve nogle ting af«, sagde Torben Winther. Svenskerne sagde tak Han modtog efter torsdagens 30-27-nederlag til det svenske værtshold 'tak' fra arrangørerne. For det havde været en økonomisk øretæve til det svenske håndboldforbund, hvis ikke Sverige var kommet videre til semifinalekampen mod Tyskland. »Men de havde nu ikke behøvet takke mig. Svenskerne spillede en fremragende kamp, og det viste endnu en gang mit hold, at spiller man ikke helhjertet og op til sit bedste, kan man ikke dække ordentligt op og vinde«. Lars Jørgensen deltog ikke i træningen på grund af ankelproblemer, og Kristian Gjessing er fløjet til Danmark for at deltage i en begravelse. Han er tilbage i morgen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her