Brøndby har ikke tabt i 19 kampe på stribe i 4 forskellige turneringer, hvor de 13 af dem er vundet, og mange har allerede 'dømt' Michael Laudrups mandskab til at være det nye mesterhold, der til sommer tager over fra de forsvarende titelindehavere FC København. Men anfører Per Nielsen synes faktisk, at det er »mærkeligt« at stille ham spørgsmålet, om Brøndby-spillerne begynder at føle, at guldet allerede er hjemme. »Altså, hør nu her, jeg har været med så længe, at jeg ved alt om, at tingene hurtigt kan ændre sig i Superligaen. Det har vi set mange gange, og vi har jo selv oplevet at sætte et klart forspring over styr. Vejen til mesterskabet er lang endnu. Til foråret har vi mange svære udekampe, vi skal til Odense, til Aalborg og til Viborg, og vi skal møde både FC København og FC Midtjylland to gange«. Vinterpausen »Og man ved jo ikke, hvad der sker i vinterpausen, om vi eller nogle af konkurrenterne sælger eller køber spillere, så styrkeforholdet ændrer sig. Vi har haft mange ude på landsholdsopgaver her i efteråret, og der bliver lagt mærke til Brøndby-spillerne. Måske kommer der et bud på en spiller, hvor klubben ikke kan sige nej«. På rygteplan forlyder det, at tyske Borussia Dortmund skulle være interesseret i angriberen Johan Elmander, der netop har fået comeback på det svenske A-landshold. Elmander er blevet en nøglespiller på topholdet, som spiller i en offensiv stil, men jo faktisk har imponeret allermest ved at spille masser af kampe, hvor forsvaret ikke har lukket mål ind. »Når vi har været så effektive og spillet så stærkt forsvarsmæssigt, er det ikke kun de fire i den bageste kæde, der skal have æren«, siger Per Nielsen. »Alle hjælper til. Midtbanespillerne og angriberne er med til, bl.a. ved at presse modstanderne, at gøre arbejdet lettere for os nede bagved. Og i målet har Casper Ankergren været vågen og klar til at gribe ind og præstere gode redninger, når modstanderne endelig er kommet igennem til en afslutning«. En enkelt chance »Vi faldt lidt ned med hensyn til koncentration og organisation i kampene mod Viborg og Tromsø«, siger Per Nielsen. »I de to kampe gav vi flere chancer væk, end vi gjorde i mange af de foregående kampe. Der kan jo godt, når man er inde i en stime af kampe uden nederlag, snige sig en tendens ind til, at man tager lidt løst på tingene. Vi har talt meget indbyrdes om, at det ikke må ske her til sidst på efteråret - og da vi mødte FC Nordsjælland i søndags i Farum, holdt vi dem nede på en enkelt chance«. Hvad er forklaringen på Brøndbys efterårssucces og stabilitet? »Hvis jeg skal pege på én ting, må det være, at vi rykkede tættere sammen og kom styrkede ud af den interne uro, der var i forbindelse med spillerstrejken. Vi fik virkelig talt godt ud om alting og ryddet nogle misforståelser af vejen. Sammenholdet blev endnu bedre, end det havde været, og så var det ekstremt vigtigt, at vi vandt den første kamp efter strejken. Havde vi ikke gjort det, ville vi måske have været et midterhold i dag«. Hvem ser du som den værste konkurrent? »Tabellen fortæller, at der er mange forfølgere, som ligger tæt sammen. Men jeg har altså den fornemmelse, at det er FC København, som er farligst for os. De kan - hvad jeg ikke tror, at nogen af de andre tophold magter - komme ind i en stime med seks-syv sejre i træk. FCK har stadig et kanonhold, og det er kun et spørgsmål om tid, før det hele kører godt for FCK igen, tror jeg«. Kan dagens modstander AGF efter din mening holde sig oppe i toppen og spille med om medaljerne til foråret? »Ja, det tror jeg. Jeg synes jo, at 'de to gamle', Brian Steen Nielsen og Stig Tøfting, har været fantastiske, og i Tobias Grahn har AGF en meget dygtig og målfarlig angriber. Vi spillede 0-0 mod AGF i Århus - og det kan sagtens blive en meget tæt kamp på Brøndby Stadion«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Jeg kunne ikke lægge bogen fra mig
-
»Om vi var enige om at få seks børn? Nej, nej. De er alle sammen smuttere«
-
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
-
Rasende Trump vil intimidere Europa, men han har dårligere kort på hånden end tidligere
-
Hun bliver mødt af harsk kritik, når hun præsenterer sin lampe i udlandet: »Det er lidt vildt, at mange stejler så meget over det«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00




























