AaB's trussel fra kanten

Lyt til artiklen

I fodboldens verden er det som udgangspunkt kun sjældent på backpladsen, mediernes spotlys for alvor bliver rettet hen. Jo, der er selvfølgelig ham den skaldede brasilianer nede i Real Madrid, men i sådan en almindelig grå dansk superligarunde får backerne ofte lov til at passe sig selv, når der skal tales ned i en mikrofon eller uddeles roser i avisspalterne. Derfor er det også ekstra bemærkelsesværdigt, når et eksemplar af 'back-racen' hæver sig op af anonymiteten og topper andre lister end den for flest bolde sparket ud af kommunen. Målgivende afleveringer Som for eksempel AaB's venstre back, Allan K. Jepsen, der sammen med OB-angriberen Mwape Miti lige nu er den spiller i Superligaen med flest målgivende afleveringer. Syv gange i denne sæson - eller cirka i hver anden kamp - er oplægget til en scoring kommet fra hans venstreben. Et par af pasningerne er faldet på frispark eller hjørnespark, men også i det frie spil har Allan K. Jepsen deltaget hyppigt i AaB's angreb. »En del af forklaringen er, at de spillere, vi har på venstre midtbane, oftere søger ind i banen end ud på fløjen. Det giver plads til mig. Samtidig har jeg nok også fået mere tro på mig selv, så jeg - selv om jeg fortsat har de samme defensive pligter - tager en del flere offensive løb«, forklarer Allan K. Jepsen, der også roser nordjydernes angreb for at være gode 'skydeskiver' inde i straffesparksfeltet. Stærkt hovedspil Specielt brasilianeren Tulio de Melo rager godt op, når han bliver sendt på banen. »Han er enormt stærk i hovedspillet og meget svær at holde, men det samme gælder faktisk for David Nielsen, og i øvrigt er mine oplæg faldet både på flade og høje afleveringer«, siger den angrebsivrige back, der ikke selv er kommet på måltavlen for AaB i denne sæson. Til gengæld har den ambitiøse nordjyske klub fået rettet op på en katastrofal sæsonstart, og med kun et nederlag i de seneste otte kampe er sidste sæsons pokalfinalister kravlet op på sjettepladsen inden dagens hjemmekamp mod nummer to, FC Midtjylland. Forberedte midtjyder Det er et af de hold, AaB gerne skulle slå, hvis drømmene om en topplacering skal blive realiseret. »Vi må indrømme, at vores nuværende sjetteplads er meget fair bedømt ud fra vores hidtidige kampe. Vi har hverken været bedre eller dårligere end en midterplacering, men vi stræber efter noget mere, og der vil vores tre sidste kampe inden vinterpausen give et meget godt billede af vores muligheder. Først nu mod FC Midtjylland, så med en udekamp i Parken og til sidst OB hjemme«, lyder det fra Allan K. Jepsen. Han glæder sig til dagens jyske opgør, som AaB's ledelse forventer muligvis kan trække sæsonrekord på Aalborg Stadion. Det samme gør gæsternes træner, Erik Rasmussen, der også har læst på statistikken over målgivende afleveringer. »Og så overværede jeg også AaB's seneste kamp i Esbjerg. Derfor er vi i høj grad opmærksomme på deres forskellige styrker, hvor Allan K. Jepsen klart er én af dem. Han er offensiv og god i pasningsspillet, men man mandsopdækker jo ikke ligefrem en back. Derfor handler det for os om, at vores nærmeste mand er opmærksom og ikke lader sig overspille på kanten«, forklarer Erik Rasmussen, der forventer et meget lige opgør i Aalborg. Her kommer truslen som regel fra kanten.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her