Det var lige godt en mærkelig fodboldkamp. OB-træner Troels Bech var både glad og skuffet bagefter. AGF's træner Sören Åkeby var bare skuffet. Begge havde de set en både underholdende, intens og i lange perioder velspillet dyst foran 14.121 begejstrede tilskuere på Atletion i Århus. Vanvidsafslutning En kamp som kunne være gået til begge sider, men som endte 3-3 efter en sand vanvidsafslutning. Fordi AGF glemte at lukke og slukke, snøre sækken til, eller hvad det nu hedder. »Jeg er skuffet. Vi er foran 3-1 og har kontrol over kampen. Så byder vi dem ind i kampen igen, og det er nonchalant gjort«, sagde en trist Sören Åkeby. »Det er dårlig sportsmanship ikke at være tilfreds, når man udligner i overtiden. Omvendt har vi også chancen for at afgøre kampen i overtiden«, filosoferede Troels Bech. OB-træneren henviste til de hektiske slutminutter, hvor superligaens topscorer Steffen Højer først udlignede til 3-3 med sit niende mål i de seneste tre kampe. Lignede afslutning Indtil et kvarter før tid var der ellers intet, der tydede på, at odenseanerne skulle have noget som helst med hjem. AGF førte 3-1 på to mål, som Tobias Grahn scorede i første halvleg. Først på en bagudpasning fra Helgi Sigurdsson, og siden da Grahn udnyttede et flot forarbejde af islændingen og Danilo Arrieta. I anden halvleg fik Søren Berg helflugtet en reducering i kassen fra tæt hold, inden Stig Tøfting kort efter udnyttede et straffespark, som Fernando Derveld helt unødvendigt begik ved at kante Helgi Sigurdsson. Dét lignede afslutningen, men et kvarter før tid afleverede Søren Pedersen og Leon Andreasen i fællesskab bolden til Steffen Højer, så topscoreren kunne reducere til 2-3 efter en halvklaring af Rune Pedersen i målet. Alle mand frem Herefter fulgte det klassiske alle-mand-frem-i-feltet slutpres fra OB, og da Fernando Dervelds lange indlæg fik lov til at hoppe og sejle ind over Jesper Sørensen, var Højer på pletten med sit superligamål nummer 14 i denne sæson. For dumt af AGF, som havde chancer til 4-1. Omvendt havde gæsterne styret kampen fuldstændig i de første 30 minutter med de veloplagte Thomas Lindrup og Ulrich Vinzents som de bedste. Thorninger skadet Til gengæld fik kampen en ulykkelig udgang for Thomas Thorninger, da den blonde spiller blev udskiftet efter et hændeligt uheld med Jan Sønksen. Korsbåndet i venstre knæ er sandsynligvis revet over, og det kan betyde afslutningen på en flot karriere for Thorninger. Til gengæld greb afløseren, den 17-årige Arrieta, chancen med en flot indsats, som fremkaldte store roser fra træner Sören Åkeby. »Danilo spiller en fantastisk kamp. Han snørede mig, for jeg troede ikke, at han kunne klare 90 minutter. Men han skal have stor ros«, sagde Åkeby og lyste op i et stort svensk smil.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Overraskende tæt gyser: 43 stemmer skiller nu kandidaterne i sydstat
-
Selv JD Vances stol er blevet blå: Her er syv opsigtsvækkende resultater fra valgnatten
-
Få alle resultater fra midtvejsvalget
-
Forklaringen er simpel, når man spørger til valgsejren: »Der er kun én farve i USA, og det er grøn«
-
Lincolns ord vækker genklang efter nattens forløsende valgresultat
-
I skal ikke tigge efter andres penge på mine vegne
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Fra arkivet
Mød Ilan Pappe i Politikens Hus
Den fremtrædende israelske historiker og politiske aktivist, Ilan Pappe, gæster København til en samtale med Politikens Kulturredaktør Lotte Folke om Israel-Palæstina-konflikten.
Som abonnent får du billetten til 120 kr. (normalpris 195 kr.)
Studiepris/U30: 80 kr.
It’s complicated
Få overblik over det amerikanske midtvejsvalg med Politiken og The New York Times
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce