Midt og bund ramlede sammen i Superligaen, da Esbjerg tog imod Randers. Og der var heller ikke meget topkamp over spillet i den jyske fight, som hjemmeholdets Frederik Berglund afgjorde med et tørt hug i første halvleg. 5.468 tilskuere blev vidner til en rodet forestilling. Det dæmpede dog ikke glæden i Esbjergs omklædningsrum. Holdet fik tre meget vigtige point ind på kontoen efter nogle pointmæssige pauvre uger. »Jeg sidder med en god følelse i kroppen nu«, sagde Esbjergs anfører Jan Kristiansen efter kampen. »Superliga-tabellen er ved at knække over nu, og vi hænger med i den rigtige ende«, tilføjede han. Lettet træner Esbjergs træner, Ove Pedersen, var da også tydeligt lettet over kampens resultat, selv om spillet ikke var lige flydende gennem hele kampen. »Vi burde have lukket kampen allerede i første halvleg - så tror jeg faktisk, vi havde kørt dem over. Men det vigtigste er, at vi har vundet. Og jeg synes, det var en velfortjent sejr, selvom Randers kom lidt for meget med i den sidste halve time«, sagde Ove Pedersen. Esbjerg havde en pæn håndfuld chancer i de første 45 minutter. Allerede efter 20 sekunder var Frederik Berglund snublende tæt på at forvandle en dyb stikning til scoring, og et minut senere var angrebsmakkeren Lars Christian Nielsen lige ved og næsten. Rodet affære Herefter udviklede halvlegen sig til en noget rodet affære med et moderat vestjysk pres mod Randers' mål. Bolden kom sjældent ud over kanterne, og spillet blev klemt sammen på banens midte. Randers pakkede sig perioder tæt sammen i forsvaret, mens Esbjerg forsøgte at skyde sig igennem den massive forsvarsklump. Efter 38 minutter lykkedes det for den energiske Frederik Berglund at slippe igennem den østjyske defensiv. Jan Kristiansen fik prikket bolden frem til den svenske angriber, som resolut sparkede den op i nettaget. Scoringen tvang Randers lidt længere frem på banen i anden halvleg. Det gav et par kontrachancer til Esbjerg, og de fleste tilskuere havde nok lidt svært ved at forstå, hvordan det lykkedes Frederik Berglund at sende bolden forbi mål, da han efter 53 minutter slap fuldstændig fri af forsvaret og havde oceaner af tid til at passere Martin S. Jensen i Randers' mål. Randers uden held I den anden ende lykkedes det ikke rigtig for Randers at komme frem til de store chancer. Tættest på kom gæsterne, da Karsten Johansen midtvejs i halvlegen blev tacklet i feltet. Men dommer Peter Rasmussens fløjte var tavs, som den i øvrigt var det igennem det meste af kampen. Lidt efter var gæsternes Mikkel Thygesen overbevist om, at han blev snydt for et straffe. »Jeg har faktisk væddet en øl med dommeren. Så må vi se billederne i tv«, sagde han. Men uanset at dommerheldet ikke tilsmilede østjyderne, erkendte Randers-træner Lars Olsen nederlaget. »Vores niveau var for lavt i dag, og vi kan ikke sige noget til, at vi tabte 0-1. Esbjerg spillede ikke blændende, men vi skal selv levere varen, og det gjorde vi ikke«, sagde Lars Olsen. Randers hænger med nederlaget fortsat fast under nedrykningsstregen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Ukraines forsvar kan miste nøgleleverandør efter lækket samtale
-
Som tallene begynder at tikke ind, tegner de et billede af et Iran, som er under ekstremt pres
-
»Om vi var enige om at få seks børn? Nej, nej. De er alle sammen smuttere«
-
Nordmændene er i ekstase over spektakulært vikingefund
-
Jeg kunne ikke lægge bogen fra mig
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Noa Redington
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Kronik af Knud Peder Jensen




























