Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Brøndby reddede æren i Royal League

Thomas Kahlenberg blev redningsmand for Brøndby, da han scorede sejrsmålet til 3-2. - Foto: Peter Hove Olesen
Thomas Kahlenberg blev redningsmand for Brøndby, da han scorede sejrsmålet til 3-2. - Foto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

Morten Skoubo behøvede kun én halvleg til at vise, hvor meget han betyder for Brøndbys superliga-tophold. Topscoreren blev sendt på banen efter pausen mod norske Tromsø i Royal League-premieren og fik vendt et truende nederlag til en favoritsejr på 3-2 i en underholdende kamp. På Martin Retovs fine stikning i dybden kom Skoubo fri og udlignede til 2-2 med et præcist venstrebensspark, og et kvarter før tid sørgede han for oplægget til Thomas Kahlenbergs 3-2-sejrsmål, der var afslutningen på et velkomponeret angreb, hvor Johan Elmander havde en vigtig fod med. Tilfreds Laudrup Brøndby-træner Michael Laudrup var nærmest begejstret for det hele bagefter: »Det var en rigtig god start på en ny turnering. Det var en god kamp, publikum fik set mange mål, vi vandt, og der var meget godt spil. Over 11.000 tilskuere var flot og meget positivt, og jeg synes, at spillerne viste stor vilje i en kamp med høj intensitet, på samme niveau som i Superligaen«. Hvis man skal være lidt kritisk, må man dog påpege, at indimellem Brøndbys udmærkede kombinationsspil var der altså masser af dårlige afleveringer, og Brøndbys fløjspil var ikke effektivt nok. Babis Stefanidis stoppede tit spillet og skabte intet på venstrekanten før pausen, og Jonas Kampers indlæg fra højre var ofte uden adresse. Kahlenberg som hængende angriber Og så man også koncentrationssvigt bagude. Tromsø spillede mere direkte end hjemmeholdet, og Brøndby-opdækningen var løs, da Morten Pedersen scorede til 1-0 og Lars Iver Strand til 2-1. Indimellem udlignede Thomas Kahlenberg - og alt dette skete i et par 'vanvittige' minutter i slutningen af første halvleg. Thomas Kahlenberg startede på sin yndlingsplads som hængende angriber i en central rolle, fordi der blev eksperimenteret lidt på et hold, hvor Karim Zaza fik lov at stå i mål (og gjorde det glimrende), Auri Skarbalius var med i stedet for den sygemeldte Asbjørn Sennels, og Kim Daugaard, der er godt slidt, var afløst af Sebastian Svärd. Men efter at have spillet meget ude i venstre side, skulle Kahlenberg lige vænne sig til at blive angrebet fra alle sider og have meget lidt plads at spille på. Og Johan Elmander fik ikke lavet meget ravage oppe foran. De blev begge bedre efter pausen - hvor Brøndbys overtag blev mere og mere tungt - da Morten Skoubo spillede på toppen som både spilstation og afslutter. Retov i storform I første halvleg var Martin Retov banens bedste. Midtbanemanden udstråler for tiden en voldsom energi, spillelyst og løbevilje. Han var over det hele, ville det hele og stod for et imponerende arbejdsraseri med masser af bolderobringer, dybdeløb og mange kloge pasninger. Tromsø var ikke nogen dårlig modstander i en kamp, hvor Brøndby-spillerne satte tempoet og viste alle, at de bare har masser af selvtillid og gejst, tanket op gennem den lange serie af vundne kampe gennem efteråret. FC Nordsjælland-træneren Christian Andersen og hans assistent Allan Michaelsen sad på tribunen for at 'spionere' før søndagens superligamøde med Brøndby i Farum. Det vil være noget af en sensation, hvis Andersens bundhold kan stoppe Laudrups tophold, der fik revanche for UEFA Cup-fiaskoen mod Ventspils fra Letland i august ved at tage det første skridt mod en topplacering i Norden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her