Onsdag aften på Tårnby Stadion var på mange måder symptomatisk for FC Nordsjællands sæson indtil videre. Tommy Olsen og Mads Junker scorede hver en gang i pokalkampen mod Fremad Amager, FC Nordsjælland tabte alligevel 3-2, og modstandernes to afgørende scoringer blev sat ind på to dødbolde. Sådan er det også gået adskillige gange i Superligaen, hvilket har resulteret i en placering under nedrykningsstregen samt noget, der kunne ligne et sjovt sammenfald af tilfældigheder. Samtlige af FC Nordsjællands 13 scoringer i den første tredjedel af sæsonens 33 runder er nemlig sat ind af angrebsduoen Junker-Olsen fordelt med syv til 23-årige Mads Junker og seks til den otte år ældre Tommy Olsen. For få chancer Spørgsmålet er imidlertid, om det er et rent og skært tilfælde, at bolden ikke en eneste gang er banket i nettet på langskud af en midtbanespiller eller headet ind efter hjørnespark af en af de høje folk fra forsvarskæden. Tommy Olsen, seks mål, siger: »Selvfølgelig er der et element af tilfælde over det, for Thomas Andreasen har for eksempel brændt et straffespark, men derudover er det jo tydeligt, at vi som hold skal være farligere fra flere positioner. Hvis man ser på vores kampe, er det heller ikke mange chancer, vi kommer til, ud over dem til Mads og mig«. Den tidligere Køge-angriber mener ikke, at 'problemet' ligger i FC Nordsjællands taktiske koncept, men mere i det faktum, at holdets centrale midtbanespillere som Anders Alding og Ayeni Bosun hovedsageligt er defensivt orienteret, mens der har været skiftet en del ud på kanterne som følge af skader. »I princippet er det også ligegyldigt, hvem der scorer målene, men lige i øjeblikket er der bare ikke nok af dem, og derfor ligger vi lidt skidt i tabellen, selv om det langtfra er katastrofalt«, lyder det fra Tommy Olsen inden dagens opgør med de danske mestre fra FC København. FCK med nyt forsvar Det er ikke mere end en halvanden måned, siden de to hold sidst mødtes. Dengang vandt københavnerne - ligeledes i Farum Park - med 2-1 på et sent sejrsmål af brasilianske Álvaro Santos, og endnu er det aldrig lykkedes for nordsjællænderne at vinde endsige bare tage point fra dagens gæster. »Det er også lidt mærkeligt, for jeg synes, vi har spillet flere tætte kampe mod dem, men koncentrationen har lige manglet til sidst«, siger Tommy Olsen, der sammen med Mads Junker i dag kommer til at stå over for et nykonstrueret centerforsvar hos FC København. Mestrenes anfører Bo Svensson afsoner den første af to karantænedage, og i stedet ser det ud til, at Ole Tobiasen genindtræder i midterforsvaret sammen med unge Christian Traoré, der spillede på midtbanen, sidst københavnerne var i Farum. »Tommy Olsen og Mads Junker er en angrebsduo, det er ret svært at spille over for. Den ene er en fysisk stærk type, som arbejder godt inde i feltet, mens Mads Junker er meget bevægelig og svær at holde styr på«, vurderer Christian Traoré. Efter en god forårssæson sammen med Hjalte Nørregaard på FC Københavns centrale midtbane så netop Traoré ud til at blive sorteper, da klubben i sommerpausen købte både Tobias Linderoth og Magne Hoseth, men den tidligere U21-landsholdsspiller har alligevel spillet ni ud af de første 12 kampe. Vigtig pokalsejr »Jeg er godt nok blevet rykket lidt rundt på banen, men det vigtigste for mig er at spille. Der er god gejst i truppen lige nu, selv om vi ikke har spillet specielt godt her på det sidste, og jeg tror, vores pokalsejr over OB betyder meget«, lyder det fra Traoré. Ud fra FC Københavns afsluttende træning tyder en del på, at unge Jesper Bech står foran et comeback i rollen som angrebsmakker til Sibusiso Zuma i startopstillingen. Det vil i givet fald betyde en samlet målhøst for den angrebskonstellation på tre scoringer i 12 kampe - noget under den nordsjællandske duo, som mere og mere ligner en enmandshær.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























