En blodprøve har vist, at den unge mand, som søndag på tragisk vis omkom efter et fald i Parken, var påvirket af alkohol. Det faktum får dog ikke Dansk Boldspil-Union (DBU) til at ændre politik og forbyde salg af øl med normal alkoholprocent til danske fodboldkampe. Unionen mener, at det som nu skal være op til det enkelte stadionanlæg at afgøre, hvad man vil sælge. »Hidtil har vi ikke vurderet, at det skulle være noget problem for afviklingen af fodboldkampe, at man kan købe et glas øl med en normal pilsneralkoholprocent«, siger DBU's generalsekretær, Jim Stjerne Hansen. »Jeg synes ikke, at et enkelt tilfælde, hvor alkohol måske er et delelement, skulle afstedkomme, at vi skulle ændre politik på det område og forbyde udskænkning af alkohol«, siger han. Berusede folk afvises ved indgangen Mens der heller ikke i Sverige er regler for salg af alkohol til svenske kampe, er situationen en anden i Norge. Her kan tilskuerne ikke købe alkohol, dog må VIP-gæster inden en kamp drikke øl og vin til maden. Desuden får kontrollørerne at vide, at de ikke må lukke synligt berusede tilskuere ind. »Det er en politik, som vi har lang tradition for i Norge. Vi har den holdning i norsk idræt, at man skal holde idræt og alkoholservering adskilt. Det har selvfølgelig også en sikkerhedsmæssig dimension. Vi ønsker, at publikum i størst mulig grad skal være ædru under kampene, fordi der kan være nogle, som bliver berusede og aggressive, og der kan ske ulykker, som vi desværre oplevede i København. Og vi ønsker, at alle skal føle sig komfortable og trygge, når de er til fodboldkampe, ingen skal føle sig stødt af, at man har en beruset sidemand for eksempel«, siger Roger Solheim, der er informationschef i Norges Fotballforbund, der dog ikke kun får ros for reglementet. »Vi oplever stadig et pres i retning af at åbne for alkoholservering, men indtil videre har vi ikke set nogen grund til at gøre det. Der er mange, der ønsker en mere liberal politik, både enkelte klubber og supportere«, siger han. Østergaard: Intet hysteri, tak I FC København mener bestyrelsesformand Flemming Østergaard som DBU ikke, at et ølforbud er nødvendigt. »I Norge serverer de kun lys øl, men alligevel kan man opleve meget berusede tilskuere. Derfor skal vi passe på, at vi ikke bliver hysteriske. Folk vil godt kunne være fulde alligevel, og generelt er det ikke sådan, at tilskuere vælter fulde rundt i Parken«, siger han. Anbefalinger fra FIFA Mens Det Internationale Fodbold Forbund (FIFA) anbefaler, at der ikke sælges øl på stadioner, men kun har retningslinjer og ikke regler på området, står der klart i Det Europæiske Fodbold Forbunds (UEFA) sikkerhedsinstruktioner, at »intet salg eller distribution af alkohol er tilladt på stadionområdet«. Det betyder, at der ikke til landskampe eller klubkampe i UEFA-regi må serveres alkohol. Ved EM i 2000 blev der serveret øl, der indeholdt alkohol - dog ikke over 1 procent, og det er dét, der menes der med teksten »nul procent alkohol«, bekræfter UEFA over for Politiken. Letøl til DBU-arrangementer Jim Stjerne Hansen oplyser, at der til DBU-arrangementer sælges »lette pilsnerøl«, hvilket vil sige øl med en alkoholprocent på 2,7 procent. »Det, vi sælger, er så tyndt, at ingen mener, man kan blive beruset af det. Så skal man i hvert fald have meget, meget store mængder«, siger generalsekretæren og oplyser, at temaet jævnligt diskuteres med UEFA. »Carlsberg er leverandør til UEFA, og til EM-slutrunder sælger man også meget lette pilsnere på stadion, så det totale forbud, som man siger, er ikke helt så firkantet«, siger Jim Stjerne Hansen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham og sagde: »Husk, ikke sige noget til nogen om, hvad der foregår herhjemme«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























