Morten Frost har sagt nej tak til et jobtilbud fra Danmarks Badminton Forbund (DBF), der var parat til at finde plads til den tidligere topspiller i sin sportslige ledelse. Det bekræfter begge parter og tager på den måde brodden af den kritik, der den seneste tid har været rettet mod forbundet for ikke at ville engagere en så stor kapacitet. Fik tilbud »Det er rigtigt, at ideen om at ansætte mig i forbundet har været luftet ganske svagt«, siger Morten Frost i telefonen fra Sydafrika, som han snart forlader for at tiltræde jobbet som sportschef for nyetablerede Aarhus Badminton Team A/S. »Jeg synes, at jeg allerede var for langt inde i det projekt til at ville drøfte det nærmere, da henvendelsen fra DBF kom. Og var jeg sprunget fra jobbet i Århus, som jeg glæder mig meget til, ville jeg have fremstået som meget useriøs«, konstaterer Morten Frost, som DBF ellers mente at kunne finde plads til, da den nuværende sportschef, Flemming Wiberg, har besluttet sig for at etablere privat konsulentfirma og fratræder 1. maj. »Men jeg er ikke interesseret i Flemming Wibergs job, sådan som det er beskrevet nu og her. Det ville kræve en længere debat at blive enige om, hvordan jobbet i givet fald skulle se ud, for at det havde min interesse«, siger Morten Frost. Den debat var forbundet villig til at tage, forsikrer DBF's direktør: »Jeg har givet Morten Frost et tilbud om, at vi kunne sætte os til forhandlingsbordet for at finde en løsning og den helt rigtige position til ham i forbundet, men den dialog var han ikke parat til at tage«, siger Thomas Lund og betegner henvendelsen til Frost som meget mere konkret end en idé, der har været »luftet ganske svagt«. Konkrete samtaler Det var opsigelser fra først assisterende landstræner Jens Meibom - singleeksperten i træningshallen - og siden sportschef Flemming Wiberg, der gjorde, at Thomas Lund fandt tiden moden til at gøre forsøget på at få Morten Frost ind i DBF. »Derfor blev kontakten taget et stykke tid før, der - mig bekendt - var skrevet under på nogen aftale mellem Morten Frost og hans nye arbejdsgiver. Og vi førte også konkrete samtaler før og under Denmark Open helt op til tidspunktet, hvor det blev offentliggjort, at han skal være sportschef i Århus«, siger Thomas Lund og fortæller, at der allerede ved hans eget skifte fra sportschef til direktør i forbundet lå en kontrakt klar til Morten Frost som afløser på posten som sportslig leder. »Den ønskede han ikke at skrive under på, men det skulle da ikke forhindre os i at vende tilbage, sådan som vi nu gjorde«, siger Thomas Lund for på den måde at slå fast, at der efter hans mening ikke er 'lig i lasten' i forholdet mellem DBF og Morten Frost, sådan som eksempelvis Camilla Martin og Peter Gade har mere end antydet det i deres kritik af forbundets manglende vilje til at engagere Morten Frost. »Det kan da godt være, at han og jeg ikke er enige om, hvordan alting skal gøres i dansk badminton, men uenighed kan også skabe dynamik. Og jeg vil da gerne meget kraftigt understrege, at hvis jeg lod personlige forhold influere på, hvem jeg ansatte, så ville jeg da være en ualmindelig dårlig leder«, mener DBF-direktøren. »Fakta er, at han har resultaterne og den faglige ekspertise til at bidrage positivt til dansk badmintons udvikling. Derfor var han engageret af DBF op til VM sidste år - og derfor gjorde jeg også forsøget på at få ham tilknyttet til forbundet, da muligheden bød sig«, siger Lund.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























