Skandalen breder sig i dansk håndbold

Lyt til artiklen

Århus GF er ikke den eneste klub, der har benyttet en ulovlig spiller i denne sæson efter at være blevet fejlagtig rådgivet af Dansk Håndbold Forbund (DHF). Team Tvis Holstebros brug af sportschef John Mikkelsen var ligeledes ulovlig, men som det var tilfældet i sagen om spillende træner Erik Veje Rasmussens deltagelse i Århus GF's kampe, fik Holstebro-klubben forkerte oplysninger af DHF. »Lang tid før sæsonen gik i gang, spurgte vi DHF, om vi skulle foretage os noget, før vi benyttede John, men vi fik ligesom Århus GF at vide, at vi ikke skulle gøre noget, og derfor har John spillet som Erik Veje«, siger klubbens direktør, Poul Madsbjerg. For sent til sag Team Tvis Holstebro har vundet én kamp i denne sæson, men modstanderne i det opgør, FCK Håndbold, har ikke indgivet protest inden for den tidsfrist, som kræves, og der eksisterer således ikke en sag. »Vi skal selvfølgelig som klub have styr på reglerne, men når vi er i tvivl, så skal vi kunne få de rigtige svar hos DHF, som når vi eksempelvis ringer til Told og Skat«, mener Poul Madsbjerg, der nu har bragt John Rasmussens papirer i orden. Fejlinformationen får DHF til at stramme procedurerne. »Vi vil bede klubberne om at skrive ind til os, så vi ikke i stressede situationer bliver presset til at sige noget, som så er forkert. Vi er nødt til at stramme op. Vi vil have den nødvendige tid til at svare«, siger DHF's formand, Søren Høg Thomsen. »Og det er bedre, at det tager længere tid, og at det så bliver rigtigt«, tilføjer han. Kritik af afgørelse DHF's forretningsudvalg erkendte i tirsdags, at Erik Veje Rasmussen blev benyttet, »uden at spillerformaliteterne i forvejen var bragt i orden«, men valgte at lade Århus GF bevare pointene, fordi DHF rådgav klubben forkert. Den afgørelse vækker imidlertid undren og modstand i flere klubber, der har svært ved at forstå, hvorfor Bjerringbro sidste år fik frataget fire point for at have benyttet Rune Skjærvold ulovligt, efter at klubben havde fået at vide i DHF, at papirerne var i orden. Afgørelsen blev anket til Danmarks Idræts-Forbunds (DIF) Appeludvalg, der fastslog, at en klub alene har ansvaret for, at papirerne er i orden. »Det er bittert for Århus GF, at de har fået en forkert besked af DHF, men det ændrer ikke ved, at de har anvendt en ulovlig spiller, og at det alene er klubbens ansvar. Med den foreløbige afgørelse i Erik Veje-sagen har vi en usikker retstilstand omkring anvendelse af ulovlige spillere, og det er uholdbart. Derfor bakker vi AaB Håndbold op, hvis de anker afgørelsen«, siger FCK Håndbolds direktør, Dan Hammer, i en pressemeddelelse. Forskellige udfald Og det gør andre klubber også. »Vi synes ikke, DHF forholder sig som sidst, og det er problematisk. Der foreligger nogle regler, som man skal forholde sig til, og det synes vi ikke er blevet gjort. Mig bekendt benyttede både Bjerringbro og Århus GF spillerne i god tro, men sagerne har fået to forskellige udfald. Hvad sker der næste gang«, spørger Silkeborg-Voels sportschef, Stig Bendtsen. I Bjerringbro kalder man DHF's dom »den mest sportsligt korrekte dom«. Århus GF bør ikke straffes, fordi DHF har rådgivet forkert, mener Bjerringbro. »Men der ligger et stort problem i, at DHF så fratog os point«, siger klubbens administrationschef, Christian Lynnerup. De to sager kan imidlertid ikke sammenlignes, mener DHF-formanden. »Dengang gjorde Bjerringbro noget forkert, i denne sag har vi gjort noget forkert«, siger Søren Høg Thomsen og afviser dermed, at DHF rådgav Bjerringbro forkert. I AaB vil man gerne se DHF's afgørelse på skrift, men forventer at anke den. »Vi mener, at sagen er principiel. Vi har ikke hørt om før, at man får at vide, at man har fuldstændig ret, men at der ikke sker noget. Vi kan ikke leve med, at reglerne ikke er ens for alle, og det mener vi heller ikke, at DHF kan«, siger sportschef Jan Larsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her