Bagger får comeback efter et års pause

Ruben Bagger i kamp mod Esbjerg. - Arkivfoto: Pelle Rink
Ruben Bagger i kamp mod Esbjerg. - Arkivfoto: Pelle Rink
Lyt til artiklen

Én spiller på Brøndbys Superligamandskab vil i dag glæde sig lidt mere end holdkammeraterne til lørdagskampen mod OB hjemme på Brøndby Stadion. Efter næsten et års pause på grund af alvorlige skader som en brækket ankel og overrevne ledbånd er Ruben Bagger for første gang siden uheldet mod Frem 29. oktober sidste år at finde i den trup, træner Michael Laudrup har udtaget til kampen. »Det er simpelthen fantastisk, og nu håber jeg virkelig, at jeg kommer på banen i løbet af kampen. Det her har jeg tænkt meget på i de mange sure timer på kondicyklen og løbebåndet«, siger den 32-årige angriber, der efter 10 måneder med genoptræning og diverse komplikationer har trænet på lige fod med holdkammeraterne siden begyndelsen af september. Fire mål I tre kampe på reserve- og danmarksserieholdet er det blevet til fire scoringer, og nu finder Michael Laudrup og John 'Faxe' Jensen altså Ruben Bagger klar til et comeback i den bedste danske række. »Der er absolut ikke forceret noget. Jeg er helt klar fysisk, men mangler selvfølgelig noget af den grundform, man kun kan få ved at spille kampe«, fortæller den skudstærke spiller, som trods de alvorlige skader ikke har været i tvivl om, at han nok skulle vende tilbage på topplan. Samtidig er den ensomme genoptræning blevet lettet lidt af, at Ruben Bagger det meste af tiden har haft selskab af både Kaspar Dalgas, Morten Wieghorst og til dels Karim Zaza, som også har plejet alvorlige skader. Netop knæskadede Kaspar Dalgas har i øvrigt opgivet håbet om at blive klar til sit comeback på denne side af jul. I stedet håber han at kunne begynde opstarten til forårssæsonen på lige fod med holdkammeraterne. OB lover offensiv Inden dagens kamp på Brøndby Stadion har de to hold haft noget forskellige optakter, eftersom hele fire af hjemmeholdets spillere i ti dage har samlet ny inspiration under landstræner Morten Olsens ledelse på træningsbanen i Vedbæk og under anderledes forhold i Albanien. Kun Thomas Kahlenberg har godt nok fået spilletid for landsholdet i form af 13 minutter på banen i Tirana, mens Morten Skoubo, Asbjørn Sennels og Martin Retov har måttet 'nøjes' med træning på højt niveau. Derudover har Brøndby også haft Jonas Kamper, Johan Absalonsen, Kasper Lorentzen og Daniel Agger af sted med U21-landsholdet, mens Auri Skarbalius har været hjemme i Litauen for at spille 0-0 mod Spanien. Alt i alt betyder det, at over halvdelen af den normale startopstilling har manglet ved træningen på Vestegnen. »Og så vil du sikkert have mig til at sige, at det er en stor fordel for os, at Brøndby har haft ni spillere ude med diverse landshold, men hvis jeg kunne vælge, ville jeg nu altså helst råde over ni landsholdsspillere frem for at kunne træne med fuld trup«, siger OB-træner Troels Bech, der kun har måttet undvære anfører Nicolai Stokholm. Hård træning Resten af de fynske spillere har været igennem et hårdt træningsprogram inden udekampen, hvor Troels Bech forventer, at spillerne skal løbe, bløde og fighte for at hente point. »Men vi kan ikke regne med udelukkende at kunne forsvare os til en sejr, og OB har tidligere skabt gode resultater ved at gå efter målene på Brøndby Stadion. Derfor skal man heller ikke forvente, at vi kører en mandskabsbus ind foran eget mål. Vi går efter sejren«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her