Dommer med i Herfølges sejrsmål

Lyt til artiklen

Dommeren er en knold på banen, siger man. På Herfølge stadion var dommer Knud Stadsgaard en afgørende knold, eftersom han var med i Herfølges 3-2-sejrsmål i et tæt og spændende superligabundopgør mod oprykkerne fra Randers FC. »Jo, jeg blev ramt af bolden, da en forsvarer (Ralf Pedersen, red.) ville sparke den væk«, forklarede Knud Stadsgaard om den turbulente situation, da indskifteren Ebrima Sowe heldigt og tilfældigt, efter først at have brændt en stor chance, pludselig fik bolden langt inde i feltet og kunne sparke den i kassen. »Jeg stod meget tæt på, hvor spillet foregik, fordi jeg var nødt til at følge med for at se, om Sowe eventuelt ville blive stoppet ureglementeret, da han slap helt fri«, uddybede dommeren. Fantastisk vigtig sejr »En fantastisk vigtig sejr«, kommenterede Herfølge-anfører Morten Cramer. »Det er mod de to oprykkere, vi skal have mange point, hvis vi vil væk fra nedrykningszonen. Og nu har vi slået Randers FC to gange. Vi havde godt styr på tingene før pausen, men i anden halvleg fik vi ikke ro på spillet og mistede bolden for hurtigt. Derfor kom vi i knibe«. Ærgerlig Olsen Randers-træneren Lars Olsen ærgrede sig, forståeligt, over nederlaget. Han følte, at hans hold nærmest havde foræret tre mål væk og samtidig forsømt at score på nogle meget store chancer efter pausen. Det var et unødvendigt boldtab af John Jensen, der førte til Herfølges 1-0-mål. Morten Avnskjold stjal bolden og lagde med en fin pasning op til Poul Hübertz, der scorede flot. Avnskjold bankede selv fra næsten 30 meter et herligt langskud ind i målhjørnet til 2-0. Randers fik overtaget Poul Hübertz var farlig og pågående, og før pausen var der mere gejst og aggressivitet i Herfølges spil. Men brasilianeren Mota, der tidligt kom på banen for Randers FC, fik reduceret lige før pausen som afslutning på et godt opbygget angreb, hvor Mikkel Rask sørgede for den målgivende pasning. Og det mål gav gæsterne blod på tanden. Mota var dygtig til at modtage og dække bolden, også når Jakob Bresemann pustede ham lige i nakken, og han kunne nogle spændende ting med den. Med Jesper Thygesen som en erfaren dirigent fik Randers et overtag, fordi Herfølge-folkene afleverede skidt og ikke var tæt nok på modstanderne. Ralf Pedersens 2-2 udligning efter et hjørnespark var et udtryk for Herfølges svage forsvarsspil og sløsede opdækning i anden halvleg. Men så dukkede Knud Stadsgaard altså (helt uforvarende) som en knold på banen, der fik bolden til at løbe i Herfølges retning til tre dejlige point.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her